cyberangreb
Yahoo: Hackerangreb ramte alle tre milliarder brugerkonti
Virksomheden understreger, at datatyveri tilsyneladende ikke omfattede kodeord eller kreditkortoplysninger.
Den tidligere internetgigant Yahoo oplyser tirsdag, at tre milliarder brugerkonti blev hacket ved et omfattende cyberangreb i 2013.
Det er en tredobling i forhold til virksomhedens tidligere estimat og udgør det største datatyveri nogensinde.
I december var meldingen fra Yahoo, at flere end en milliard konti var blevet angrebet i 2013.
Yahoo oplyser tirsdag, at "nye efterretninger" viser, at alle brugerkonti var ramt af angrebet.
Virksomheden understreger, at datatyveriet tilsyneladende ikke omfattede kodeord, kreditkortoplysninger eller kontonumre.
En række angreb mod Yahoo resulterede i et markant nedslag i prisen, da telegiganten Verizon tidligere på året opkøbte internettjenesten.
En domstol i Californien besluttede i august, at der skal rejses sag mod Yahoo på vegne af den milliard brugere, hvis personlige data var blevet stjålet.
En talsmand for Yahoo siger tirsdag, at mange af brugerkontiene aldrig eller sjældent blev brugt.
Virksomheden oplyser, at den vil orientere de ramte brugere via e-mail.
De nye oplysninger kommer efter en stor granskning af it-sikkerheden hos Yahoo og Verizon.
Undersøgelsen har afdækket, hvor svært det er for virksomheder at beskytte sig mod hackere. Det siger David Kennedy, direktør ved it-sikkerhedsfirmaet TrustedSEC LCC.
- Dette er virkelig en brat opvågning. Vi kan kun gætte på, hvad de (hackerne, red.) har haft adgang til, siger han.
Tirsdag oplyste John Thune, der formand for det amerikanske senats handelskomité, at der skal afholdes høringer om flere store datalækager hos både Yahoo og en anden stor it-virksomhed.
/ritzau/Reuters