WWF viser Isak Kleists klimafilm
Filmanden Isak Kleist viste tirsdag sin film om klimaforandringerne i Verdensnaturfondens arktiske telt på Nytorv i København.

Mens klimaforhandlingerne står på i Bella Center, har Verdensnaturfonden, WWF, opstillet et 'arktisk telt' på Nytorvet ved Strøget i København. Hver dag frem til den 18. december byder WWF på forskellige vinkler af klimaproblematikken set med arktiske øjne.
Mens mandag var tilegnet de unge i Arktis, stod tirsdagen i de oprindelige folks tegn. Der var dels kulturelt indslag med Art cirq, en cirkustrup af unge fra Igloolik, Canada, og dels en række oplæg af blandt andre Patricia Cochran og Sheila Watt-Cloutier, der begge er tidligere formænd for ICC, Inuit Circumpolar Council.
– Det er vigtigt, at vi løfter vores arktiske stemme under COP15. Ikke mindst, som nu hvor der rejses tvivl om videnskaben ved klimaforandringerne, sagde Sheila Watt-Cloutier med henvisning til den såkaldte 'Climate-gate' hvor lækkede emails fra klimaforskere har rejst tvivl om objektiviteten ved klimaforskningens resultater.
Aftenen i det arktiske telt sluttede af med filmen 'Ved de frosne floder' af instruktør Isak Kleist. Han får lejlighed til at vise sin film gentagne gange under udstillingen 'In the eye of climate change' på Den Nordatlantiske Brygge der løber frem til 20. december.
Udstillingen åbner lørdag for offentligheden, tjek kalenderen på climategreenland.com.