Isbjørne

WWF rapport: Isbjørnelandene gør ikke nok for at passe på isbjørnen

Verdens isbjørne-nationer har kun nået fem procent af det, de har lovet i international aftale. Det viser WWF’s nye isbjørne-scorecard

Canada, USA, Rusland, Norge og Grønland halter meget bagud med at leve op til de forpligtelser over for isbjørnen, de som isbjørnelande har påtaget sig. Det oplyser Verdensnaturfonden WWF i en pressemeddelelse.

Læs også: Politiet efterforsker isbjørne-drab

Handlingsplan fra Ilulissat
Det viser en ny WWF-rapport, som indeholder et scorecard over, hvor langt de enkelte nationer er med at gennemføre handlingsplanen The Circumpolar Action Plan for the Conservation of Polar Bears, som landene underskrev i Ilulissat i 2015.

Planen er den største internationale indsats for isbjørnen siden isbjørnelandenes aftale i 1973. Den går ud på, at de lande, som er ansvarlige for at forvalte isbjørnene, inden for 10 år skal imødegå truslerne mod isbjørnene - bl.a. klimaforandringer, olieudvinding, skibsfart og konflikter mellem bjørne og mennesker.

62 forskellige tiltag
Handlingsplanen omfatter i alt 62 forskellige tiltag. De indebærer bl.a. at beskytte vigtige isbjørne-habitater og at gøre bedre brug af forskning og traditionel viden. Men her to år inde i 10-års-perioden har landene samlet set kun nået fem procent af de lovede tiltag.

- Der er altså stadig 95 procent af arbejdet tilbage. Hvis landene fortsætter i samme tempo, når de ganske enkelt ikke målene. Knap halvdelen af verdens isbjørnebestande lever på tværs af landegrænser. Derfor er det supervigtigt, at landene arbejder sammen og trykker hårdere på speederen, hvis de har tænkt sig at leve op til deres løfter og være med til at sikre en fremtid for isbjørnen, siger Kaare Winther Hansen fra WWF Verdensnaturfonden i Grønland.

Forskerne anslår, at en tredjedel af verdens isbjørne vil være forsvundet i 2050, hvis klimaforandringerne fortsætter med samme hastighed som nu.

Ris og ros til Grønland
Grønland er et af de fem lande, som rapporten har kigget på. Grønland skal først og fremmest have ros for at have indført bæredygtige fangstkvoter i flere bestande, understreger WWF Verdensnaturfonden.

- Bæredygtig fangst fastsat ud fra den bedst tilgængelige viden er uhyre vigtigt for isbjørnens forsatte overlevelse. Så det er særdeles positivt, at Grønlands fangstkvoter på vestkysten nu følger de videnskabelige anbefalinger, og at den første optælling af den østgrønlandske bestand er i gang. Specielt kan bestanden i Baffin Bugten fremhæves, hvor der nu for første gang er en fælles bæredygtig forvaltning med Canada, siger Kaare Winther Hansen.

Flere isbjørnekonflikter
En af de steder, hvor det dog halter i Grønland, er på indsatsen for at forhindre konflikter mellem isbjørne og mennesker.

Læs også: Isbjørn skudt nær børnehave

- Vi ser jo, at der kun bliver flere og flere isbjørnekonflikter i disse år. Og de munder ofte ud i, at bjørne bliver nedlagt uden at de trækkes fra fangstkvoten. Samtidig skaber det stor utryghed blandt borgerne. I Ittoqqortoormiit gør WWF hvad vi kan for at afhjælpe problemet, men der findes efterhånden en del steder i landet, hvor problemet med konflikter mellem mennesker og isbjørne bør undersøges. Vi håber Selvstyret eller kommunerne vil tage mere fat om dette. Vi hjælper gerne til, slutter Kaare Winther Hansen.

Powered by Labrador CMS