WHO: Pandemi kunne være undgået

En ny WHO-rapport fremhæver syv ting, der gik galt for og Covid-19 endte som en pandemi med katastrofale menneskelige og økonomiske følger. Verden har ikke været forberedt nok til en pandemi, selvom der har været advarsler i årevis, står der i rapporten.

Over 3,3 millioner er døde af Covid-19, og den er stadig en trussel mod liv og livsgrundlag over hele verden.

Undersøgelsen viser, at alt for mange lande har haft vent-og-se-tilstand, før landene for alvor tog pandemien alvorlig. Beredskaberne var underfinansieret, man har været inkonsekvens og politisk lederskab har været alt for langsom og svag.

Hvis man havde forberedt sig på pandemien med strenge restriktioner kunne pandemien undgås i rigtig mange lande, slår rapporten fast.

Syv ting der gik glat

Panelet har brugt otte måneder på at undersøge, hvordan det kunne gå så galt, som det gjorde.

Det uafhængige panel nævner syv ting, der fik Covid-19 til at eksplodere. Reaktionstiden for det stigende antal syge med Covid-19 blev ikke taget alvorligt nok, og lande kunne have vedtaget flere restriktioner for at undgå pandemien.

WHO erklærede global nødsituation på baggrund af ny virus den 30. januar 2020. Dengang tog Danmark heller ikke situationen alvorligt, da man i Danmark vurderede, at der var lav risiko for smittespredning.

Her er de syv ting der gik galt for landende:

1. Der blev ikke handlet på flere års advarsler om en uundgåelig pandemifare. Beredskabet var hverken tilstrækkeligt afprøvet eller tilstrækkeligt finansieret på trods af en stigende hyppighed i sygdomme, der kan overføres fra dyr til mennesker.
2. Selvom kinesiske læger i Wuhan var hurtige til at opdage tegn på en ny sygdom i december 2019, gik proceduren med at indberette og erklære en international sundhedskrise alt for langsomt. Det kostede værdifuld tid.
3. I den første måned efter at WHO havde erklæret en international sundhedskrise 30. januar 2020, valgte for mange lande en 'vent og se'-tilgang frem for at for at vedtage en aggressiv inddæmningsstrategi, som kunne have kommet pandemien i forkøbet.
4. Der var fravær af koordineret globalt lederskab, og internationale spændinger underminerede multilaterale institutioner og fælles handlinger.
5. Den internationale finansiering af beredskabet var for lille og kom for sent. Der manglede finansiering til både at sikre medicinsk udstyr, til at kickstarte diagnosticering og behandling og til at sikre, at vacciner ville blive tilgængelige for alle.
6. WHO's ansatte arbejdede ekstremt hårdt for at give råd, vejledning og støtte til landene, men medlemslandene havde forsømt at polstre WHO til opgaven.
7. På grund af manglende planlægning og socialt ansvar har pandemien ført til øget ulighed og ramt kvinder samt sårbare og marginaliserede befolkningsgrupper uforholdsmæssigt hårdt. Det er inklusive migrantarbejdere uden for det formelle arbejdsmarked. Desuden er folk med underliggende sygdomme blevet ramt hårdere af de sundhedsmæssige konsekvenser, og millioner af ressourcesvage børn er gået glip af undervisning.