WHO: Alle ikkevaccinerede over 60 år bør udskyde rejser
Den nye coronavariant Omikron får WHO til at fraråde rejser for ikkevaccinerede over 60 år og sårbare.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) opfordrer alle lande til at anbefale borgere, der er 60 år eller ældre og ikke færdigvaccineret mod covid-19, om at udskyde rejser.
Det samme bør sårbare borgere gøre ifølge WHO. Sårbare personer inkluderer folk med hjertekomplikationer, kræft og diabetes.
Det fremgår tirsdag af en opdatering af rejseanbefalinger fra WHO.
Onsdag aften udsendte WHO en korrektion af rejseanbefalingen, hvor organisationen tydeliggør, at anbefalingen ikke omfatter personer, der er færdigvaccineret. Sådan fremstod det i den oprindelige udmelding.
Omikron årsag til anbefaling
Det er den nye coronavariant Omikron, der får WHO til at skærpe sine anbefalinger om rejser på tværs af landegrænser.
Omikron frygtes at være en særligt smitsom udgave af coronavirus.
Den blev første gang registreret i det sydlige Afrika. Siden er den dukket op i en lang række andre lande - herunder Danmark.
Flere lande har indført indrejserestriktioner i et forsøg på at bremse smitten.
Det bliver dog frarådet i tirsdagens anbefaling fra WHO.
Fraråde indrejseforbud
- Indrejseforbud kommer ikke til at forhindre international smittespredning, og det lægger et tungt pres på folk og deres levebrød, lyder det fra WHO.
- Samtidig kan indrejserestriktioner give en negativ effekt på den globale sundhedsindsats under pandemien ved at forhindre lande i at dele epidemiologiske data.
WHO forventer, at den nye coronavariant vil sprede sig i flere og flere lande, i takt med at landene også begynder at lede efter Omikron-tilfælde.
Omikron-varianten har et stort antal mutationer, hvoraf nogle af WHO bliver beskrevet som værende af bekymring.
Mange ubekendte om ny variant
Foreløbige undersøgelser af varianten viser ifølge WHO, at der er større risiko for at blive smittet flere gange med Omikron end med andre varianter.
Der er dog fortsat mange spørgsmål, der omkredser Omikron.
Eksempelvis er det endnu svært at sige noget om, hvor godt de nuværende coronavacciner fungerer mod varianten.
Der er endnu ikke bekræftet nogen dødsfald efter smitte mod Omikron.
I Danmark er der hidtil blevet bekræftet fire tilfælde af Omikron.
/ritzau/