Island

Vurdering: Regeringsdannelse på Island kan trække ud i månedsvis

Islands statsminister Bjarni Benediktsson står til genvalg, men han kan få svært ved at samle et flertal. Det vurderer generalsekretær i Vestnordisk Råd, Inga Dora Markussen.

Inga Dora Markussen imødeser besværlige regeringsforhandlinger på Island
Offentliggjort

Selvstændighedspartiet med statsminister Bjarni Benediktsson i spidsen står nu til at blive størst ved valget på Island i morgen. I de seneste to meningsmålinger offentliggjort af visir.is og mbl.is står partiet til henholdsvis 24 procent og 22,5 procent af stemmerne.

I lang tid har Grønt Venstre ført og i starten af valgkampen lå partiet helt oppe på 30 procent, men det forspring har de ikke kunnet holde. De seneste to målinger giver dem blot omkring 19 procent.

- Det er ikke så overraskende. Selvstændighedspartiet står altid stærkt, især blandt de vælgere, der ønsker stabilitet, siger Inga Dora Markussen, generalsekretær i Vestnordisk Råd til Sermitsiaq.AG.

Hun er bosat i Reykjavik og følger valget tæt.

Besværlige forhandlinger
Men selvom Bjarni Benediktsson nu står til at genvinde regeringsmagten, så bliver det ikke nemt at danne en regering. Meningsmålingerne peger på, at der muligvis skal hele fire partier til, for at der er et flertal.

- Der er ingen tradition for at danne mindretalsregringer på Island, så derfor skal Bjarni Benedikitsson, som det ser ud lige nu, forhandle med tre andre partier om regeringsdannelsen.

Efter valget sidste år tog det over to måneder, at få regeringen på plads. Og denne gang, ser det om muligt, endnu mere besværligt ud.

- Det kan godt blive svært at få de forskellige synspunkter til at nå sammen, hvis det ender med, at det er fire partier, det skal forhandle, vurderer Inga Dora Markussen.

LÆS OGSÅ: Tæt løb ved islandsk valg

Socialdemokraterne står til at blive nummer tre med omkring 15 procent af stemmerne.

Powered by Labrador CMS