Aprilsnar i utide
Vrøvl om grønlandshajen i omløb
TV2 hopper på avis-and
Det amerikanske lokalblad 'Santa Monica Obeserver' har skrevet en nyhed, der mest af alt minder om en aprilsnar i utide.
Artiklens forfatter mener at vide, at der skulle være en sammenhæng mellem en påstået radioaktiv udsivning efter projekt 'Iceworm' og grønlandshajens høje alder.
LÆS: Dansk studie: Grønlandshaj blev op mod 512 år gammel
Ingen dokumentation
Artiklen savner dog enhver dokumentation for den påståede sammenhæng.
Seniorforsker Rasmus Hedeholm fra Pinngortitaleriffik er da heller ikke i tvivl om, hvad han skal mene om påstanden.
- Det er noget sludder, fastslår han.
Og Rasmus Hedeholm må formodes at vide, hvad han taler om. Han er nemlig en del af det forskerteam, der har fundet ud af, at grønlandshajen kan nå den usædvanlige høje alder på mellem 272 og 512 år.
Ifølge ham savner påstanden om sammenhængen til en udokumenteret radioaktiv udsivning ethvert grundlag.
LÆS: Sporer fisk ved hjælp af DNA
TV2 viderebringer historien
Rent bortset fra, at artiklen i Santa Monica Obeserver ikke bringer den fjerneste dokumentation for påstanden, så indeholder den også en helt åbenlys fejlslutning.
Den forklare nemlig ikke, hvordan et påstået radioaktivt udslip, der er sket for højst 60 år siden, skulle kunne påvirke levealderen på en haj, der på det tidspunkt mindst er 200 til 300 år gammel.
Hverken den manglende dokumentation eller der åbenlyse brist i logikken har dog stoppet danske TV2 i at viderebringe og udbygge artiklen.
Mere sludder
Ifølge deres version, så skulle det påståede udslip også kunne bruges til at fastslå hajens alder.
- Når "Iceworm" også kan have hjulpet forskerne med at bestemme, hvor gamle grønlandshajerne kan blive, hænger det blandt andet sammen med den metode, forskerne bruger til at aldersbestemme hajerne - den såkaldte Kulstof-14 metode, står der på tv2.dk
Det forslag fra TV2 til aldersbestemmelse af hajen har seniorforsker Rasmus Hedelund dog ikke tænkt sig at gøre brug af.
- Hvis der er noget udslip fra Iceworm, så har det hverken påvirket hajens alder eller vores undersøgelser af alderen, fastslår Rasmus Hedelund, som dermed også henfører påstanden om brugen af Iceworm til aldersbestemmelsen til kategorien 'sludder'.
Han forklarer, at det er sprængingen af brintbomber, der har efterladt radioaktive spor i hajerne, som kan bruges i forskningen.
- Vi er afhængige af sprængte hydrogenbomber, og dem har de ikke sprængt (ved Iceworm, red), fastslår han.
TV2: - Vi citerer bare
Sermitsiaq.AG har forelagt journalist Christian Krabbe Barfoed fra TV2 kritikken. Han svarer i en kortfattet mail.
- Jeg citerer Santa Monica Obeserver, og jeg skriver kun at det er muligt, der kan være en sammenhæng. Ikke at der nødvendigvis er. Det er, hvad jeg har af kommentarer, står der i mailen.
I en tidligere version af artiklen optrådte både hajer og hvaler. Det er der nu rettet op på.