Vores styrke overrasker mig

- Det overrasker mig gang på gang, hvor stærke vi egentlig er.

Udsagnet kommer fra Arnârak’ Patricia Bloch, som til maj går i gang med et fire-årigt ph.d.-studie i selvmordsadfærd blandt unge i Grønland. Hendes mål er at få kortlagt hvilke faktorer, der er med til at hjælpe folk, der tidligere har forsøgt selvmord, til at genvinde livsmodet.

Det er meningen, at ph.d.-projektet skal munde ud i en dokumentarfilm som undervisningsmateriale til brug for elever på ungdoms- og de videregående uddannelser og til borgere.

I et pilotprojekt, der er gået forud for den kommende forskning, har Arnârak’ Patricia Bloch interviewet seks personer, der alle i deres unge år forsøgte at begå selvmord. Det er i mødet med disse, at hun er blevet klar over, hvor meget de har været udsat for i deres opvækst, som kunne forklare, at de valgte livet fra. Alligevel er de kommet ud på den anden side og har valgt livet til.

- Jeg har hele min ungdom troet, at vi er svage eller for impulsive, at vi ikke kan holde på et job. Men når jeg er ude i felten ser jeg, hvor meget vi har overlevet, fortæller Arnârak’ Patricia Bloch.

Hun peger på, at der er de individuelle oplevelser ved en udfordrende opvækst med alkohol eller anden misbrug. Men der er også de kollektive traumer, siger hun og nævner den forhastede civiliseringsproces, som førte til tab af kultur og identitet og den aktuelle spiralsag, hvor staten besluttede at udstyre kvinder ned til 13-års alderen med spiral for at sætte en stopper for befolkningsudviklingen tilbage i 1960’erne og 1970’erne.

Et traume som også Arnârak’ Patricia Blochs mor (og mostre) blev udsat for. Og som et hold forskere nu er nedsat for at udrede. Altimens 143 af de berørte kvinder har stævnet staten for brud på menneskerettighederne med et samlet erstatningskrav på 43 millioner kroner.

Høj dødelighed

Når det gælder selvmord, er det Arnârak’ Patricia Blochs hypotese, at selvmordstruede har brug for at høre, hvordan andre har overkommet det.

Hendes forskning i området stammer i sin tid fra en personlig undren over, at Grønland har så høj dødelighed. At den gennemsnitlige levealder kun er 71 år, mens den i Danmark er omkring 10 år højere, når vi egentlig i Grønland lever et relativt sundt liv. Men de mange selvmord bidrager til den højere dødelighed.

- Det ville jeg gerne gøre noget ved, fortæller Arnârak’ Patricia Bloch om, hvorfor hun har valgt at fokusere på selvmordsforebyggelse som forskningsfelt, efter hun afsluttede sin kandidatuddannelse i folkesundhedsvidenskab 2021.

Ph.d.-studiet er finansieret via den danske finanslov med 6,2 millioner kroner som en del af den nordatlantiske pulje, takket være forhandlinger med det grønlandske medlem af folketinget, Aki-Matilda Høegh Dam (S). Det er et fire-årigt projekt, der også indbefatter bygderne i Grønland.

- Det er jeg glad for at kunne realisere. For det er jo også i bygderne, at selvmord forekommer. Forhåbentlig har vi om fire år været ude i alle bygder i forbindelse med projektet, siger Arnârak’ Patricia Bloch.

Personligt har hun oplevet at miste nære venner til selvmord lige fra folkeskoletiden. Første gang var i 7. klasse, hvor en kammerat tog sit eget liv. Dernæst i 8. klasse, hvor en kammerat og hendes storebrors bedste ven begik selvmord. Og både da hun var med AFS som udvekslingsstudent i Australien og da hun gik på GU i Qaqortoq var der jævnaldrende, der sagde farvel til livet ved egen hånd.

- Jeg har mistet mange. Også som voksen. Ofte når jeg har været hjemme i Grønland, har der været en begravelse, siger 39-årige Arnârak’ Patricia Bloch, der er vokset op i Qaqortoq med en grønlandsk mor og en grønlandsk stedfar.

Hun er i dag bosat i Norge med sin samlever, der er læge og børne-unge-psykiater Trond Velken og sine to børn, hvorfra hun har taget sin kandidatuddannelse i folkesundhedsvidenskab. Hendes ph.d.-projekt er dog tilknyttet Ilisimatusarfik og SDU i Danmark.

Allorfik, naturen og meditation

Ud fra det indledende pilotprojekt, som var finansieret af Grønlands Forskningsråd, er der ifølge Arnârak’ Patricia Bloch tre gennemgående træk hos folk, der så at sige har overlevet selvmordsforsøg og i dag er et bedre sted i livet.

For det første har de alle på nær en gennemgået et behandlingsforløb på Allorfik, center for misbrugsbehandling. Som led i behandlingen har de pågældende lært at håndtere følelser.

- De fortæller for eksempel, at de har fået lov til at græde. En ting, som især mænd ofte er opdraget med ikke er noget, de bør gøre, siger Arnârak’ Patricia Bloch.

Hendes interviewpersoner i pilotprojektet fortæller også, hvordan de har oplevet, at det er muligt at sætte ord på følelser, at sige ting uden at det gør skade eller sårer en anden person.

Det er også kendetegnende for de pågældende, at det har været gavnligt at få psykologhjælp fra Naja Kielsen, der er grønlandsk psykolog. Det har hjulpet til at kunne sætte ord på selvmordstankerne, og få at vide, at det er ok at have tankerne, men at det også er muligt at komme væk fra dem igen.

Det kan for eksempel ske via meditation, som flere nævner har været til stor hjælp for dem. Og så har flere en mandlig informant nævnt, at have haft gode oplevelser med en holistisk traumebehandling, som psykoterapeut Henriette Berthelsen har udført i en bygd.

For det andet har naturen en helt særlig betydning.

- Det er dér, folk mærker sig selv. Der er stilhed og følelserne og tankerne kan køre frit. Man mærker nuet, siger Arnârak’ Patricia Bloch.

Desuden er det også i naturen, at flere genfinder en form for stolthed og indhold i livet. Mange, der har gennemgået misbrugsbehandling, har måttet sande, at omgangskredsen blev meget snæver, når ikke længere man kan samles om at drikke eller ryge hash. Derfor er ensomhed ofte et resultat og det kan være svært at skabe nye bekendtskaber.

Men ved at gå på fangst i naturen er der flere, der har fundet en vej ud af ensomheden. Og endda fundet frem til nyt samvær med børnene, som bliver videregivet den traditionelle viden om fangst. Det kan føre til nye relationer at gå ud i naturen på fangst, er der flere af interviewpersonerne, der har erfaret, ifølge Arnârak’ Patricia Bloch.

I forlængelse af det, er der for det tredje en søgen efter viden om, hvordan vores forfædre levede livet.

- Flere fortæller mig, at de har søgt tilbage i litteraturen og læst fortællingerne om, hvordan livet var i Grønland, før kristendommen kom hertil, siger Arnârak’ Patricia Bloch og tilføjer:

- Den viden gør dem stolt af vores forfædre og giver en ny form for identitet.

Ikke bange for at dele

Arnârak’ Patricia Bloch er uddannet instruktør fra Livslinjen, en landsdækkende frivillig telefonrådgivning i Danmark, der svarer til Tusaannga i Grønland.

Gennem de seneste år har hun undervist omkring 500 fagfolk i professionelt at tale med og håndtere mennesker med selvmordstanker og deres pårørende. En undervisning, der har fundet sted på grønlandsk, og som Arnârak’ Patricia Bloch sidste år modtog Nordentoftprisen for. Det er en pris, der gives af Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse og som uddeles hvert år den 2. november, som er den årlige netværksdag for de Selvmordsforebyggende Klinikker i Danmark.

- Jeg har i praksis arbejdet med området de sidste seks år. Og jeg kan se, at der sker gode ting, fortæller Arnârak’ Patricia Bloch. 

I sidste måned var hun oplægsholder ved et arrangement i Forsamlingshuset i Nuuk med omkring 100 deltagere. Og hun har været i KNR for at fortælle om sin viden og erfaring selvmordsforebyggelse. Blandt andet derfor har hun allerede nu et godt udsnit af de 30 personer, hun har brug for til sit ph.d.-projekt. 

- Det er vigtigt at dele sin viden. Mange har nok tidligere været bange for at fremprovokere selvmord ved at tale om det. Men det er ikke min erfaring. Tværtimod vil folk gerne høre om det, siger Arnârak’ Patricia Bloch. 

Rent aldersmæssigt er gruppen af interviewpersoner karakteriseret ved, at de i alderen fra 18 til 35 har forsøgt at begå selvmord. Hun understreger, at når hun taler med interviewpersoner til sit projekt, spørger hun ikke ind til den konkrete hændelse. 

- Det er ikke vigtigt at vide, hvordan det konkrete selvmordsforsøg fandt sted. Det kunne risikere at retraumatisere personen. Det vigtige er at finde ud af, hvordan det lykkedes at komme videre derfra, siger hun og oplyser, at de personlige eller kvalitative interviews begynder i maj måned.

- Jeg har i praksis arbejdet med området de sidste seks år. Og jeg kan se, at der sker gode ting, fortæller Arnârak’ Patricia Bloch.

I sidste måned var hun oplægsholder ved et arrangement i Forsamlingshuset i Nuuk med omkring 100 deltagere. Og hun har været i KNR for at fortælle om sin viden og erfaring selvmordsforebyggelse. Blandt andet derfor har hun allerede nu et godt udsnit af de 30 personer, hun har brug for til sit ph.d-projekt.

- Det er vigtigt at dele sin viden. Mange har nok tidligere været bange for at fremprovokere selvmord ved at tale om det. Men det er ikke min erfaring. Tværtimod vil folk gerne høre om det, siger Arnârak’ Patricia Bloch.

Rent aldersmæssigt er gruppen af interviewpersoner karakteriseret ved, at de i alderen fra 18 til 35 har forsøgt at begå selvmord.

Hun understreger, at når hun taler med interviewpersoner til sit projekt, spørger hun ikke ind til den konkrete hændelse.

- Det er ikke vigtigt at vide, hvordan det konkrete selvmordsforsøg fandt sted. Det kunne risikere at retraumatisere personen. Det vigtige er at finde ud af, hvordan det lykkedes at komme videre derfra, siger hun og oplyser, at de personlige eller kvalitative interviews begynder i maj måned.