Vores fremtid i stort internationalt fokus

Om få dage åbner den 13. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig. Grønland og Sermitsiaq.AG er stærkt repræsenteret

Forsiden af ugens Sermitsiaq. Mediehuset Sermitsiaq.AG sender 1000 aviser til biennalen i Venedig. Artiklerne om biennalen - og dermed om Grønland - er trykt på grønlandsk, dansk og engelsk.
Offentliggjort

Fra onsdag i næste uge bliver Grønland og vores fremtid stærkt eksponeret.

Det sker, når den 13. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig åbner for offentligheden.

Biennalen foregår hvert andet år og er nok den vigtigste begivenhed i arkitekturens verden. I år deltager 55 forskellige nationer, og alle vil med hver sit fokus udstille aktuelle projekter. Tusindvis af besøgende - blandt andet mange af verdens mest indflydelsesrige arkitekter, designere, byplanlæggere, udviklere og kritikere - besøger biennalen. Der kommer også omkring 2.500 journalister, hvilket resulterer i en stor bevågenhed i medierne generelt.

”Possible Greenland” er Danmarks officielle bidrag til årets biennale. Under titlen ”Possible Greenland” har kuratorerne indledningsvist defineret en række undertemaer. Seks teams er derefter blevet sammensat af udvalgte grønlandske og danske tegnestuer til i fællesskab at arbejde med disse temaer, heriblandt ”Greenland Cultivating”. Derudover indeholder udstillingen temaerne ”Greenland Connecting” om infrastruktur, tilgængelighed og mobilitet i Grønland, ”Greenland inhabiting” om byudvikling, boligtyper, bosætningsmønstre og ”Greenland migration” om blandt andet turisme, midlertidige bosætninger, sæson- og gæstearbejde fra udlandet.

En gruppe har arbejdet med en samlet publikation om projektet, og yderligere en gruppe af studerende fra forskellige grønlandske og danske skoler har været tilknyttet.

- Hvorfor er Grønland og Danmark repræsenteret?

Danmark har længe deltaget i biennalen og har blandt andet vundet ”De gyldne løver” - hovedprisen på biennalen - i 2006. Det er til gengæld første gang, at Grønland er repræsenteret, og det er udelukkende på grund af Dansk Arkitektur Centers, DAC,’s ønske og vilje til at lave et projekt, der tager udgangspunkt i Grønland og grønlandske forhold.

- Hvad er formålet?

Projektet skulle gerne gennem en arkitektfaglig vinkel være med til at udvikle nytænkende visioner og løsninger på den forestående udvikling her i Grønland. Projektet forsøger at skabe en platform, der med international gennemslagskraft illustrerer og bidrager til en bæredygtig udvikling i Grønland og globalt og prøver på den måde at skrive sig ind i og forstærke den debat om Grønlands fremtid, som allerede foregår ude i verden og i Grønland.

Selvom det er initieret fra Danmark, og at ansvaret for gennemførelsen har ligger hos DAC, har det alle dage været vigtigt for alle involverede parter at projektet skulle forankres i Grønland og på sin vis udspringe her i landet. Ganske åbenlyst ville det være meget vanskelligt at gennemføre et projekt om og for Grønland, hvis ikke det også i et vist omfang var af Grønland. Derfor har grønlandske tegnestuer været involveret fra starten, og derfor har de grønlandske tegnestuer som udgangspunkt haft præcis samme rolle og mandat, som de danske tegnestuer. Da der samtidig har været et behov blandt alle parter om at tilegne sig en masse ny viden, har det været afgørende at have en række grønlandske videnspersoner tilknyttet.

- Hvordan er Grønland helt konkret repræsenteret på biennalen?

Grønland er meget stærkt repræsenteret, da hele pavillonen handler om Grønland. Alle deltagere har på forskellig vis og i mere eller mindre grad bidraget til udstillingens indhold. Helt konkret vil størstedelen af deltagere, samarbejdspartnere og sponsorer være til stede til åbningen i Venedig.

Arkitekturbiennaleni Venedig åbner for offentligheden onsdag den 29. august og er åben indtil den 25. november. Mediehuset Sermitsiaq.AG vil i de næste måneder have masse af opfølgende artikler og debatoplæg i den trykte udgave af Sermitsiaq og især her på hjemmesiden. Emner, som udspringer fra biennalen, hvor vi især vil have fokus på nogle af de udfordringer, vores samfund står overfor.

Læs mere påDansk Arkitektur Centers hjemmeside

Læs meget mere om biennalen i et stort tillæg i ugens Sermitsiaq, som du kan købe her:

Powered by Labrador CMS