- Vores eksistensgrundlag i fare
Avalak frygter, at organisationens eksistensgrundlag fra årsskiftet kommer i fare. – Vi er ret afhængig af støtte, påpeger Avalak
Avalak, organisationen for grønlandske studerende i Danmark, besøger i denne uge Nuuk for at mødes med studenterorganisationens interessenter. Organisationen frygter nemlig, at dens 'eksistensgrundlag fra årsskiftet sættes i fare'.
Udmeldingen kommer, efter at Naalakkersuisuts uddannelsesstrategi for 2012 fra årsskiftet forventes at blive realisere, hvor blandet andet de grønlandske studerende i Danmark mister deres uddannelsesstøtte fra Grønland og i stedet skal begynde at modtage SU (Statens Uddannelsesstøtte).
Det betyder, at organisationens medlemmer, der tæller omkring 570 studerende, fra nytåret selv skal indbetale deres månedlige medlemskontingent på 50 kroner til Avalak, hvor de studerende på nuværende tidspunkt trækkes automatisk i deres uddannelsesstøtte fra Uddannelsesstøtteforvaltningen i Nuuk.
- Jeg frygter, at vores organisation fra nytåret kan komme til at lide økonomisk af den grund. Godt nok har vi mange trofaste medlemmer, men der er nok også mange, der ikke tager sig sammen til at opretholde deres månedlige medlemskontingenter, siger Avalaks forhandler, Gerth P. Olsen, i en pressemeddelelse.
Læs også "Rekordstort studentertræf"
Læs "Palle C.: Studerende har udsigt til flere penge"
Ret afhængig af støtte
Avalak afholder hvert år tre 'bekostelige' arrangementer; en generalforsamling, et seminar samt et fællestræf for sine medlemmer.
Organisationen, som drives udelukkende af frivillige studerende, er ret afhængig af den støtte, den får fra forskellige virksomheder og fonde, men den kan ikke altid forvente at sætte sin lid til hjælp udefra, mener Gerth P. Olsen.
Læs også "Avalak klager over dårlige vilkår"
- Jeg er dog også taget hertil Nuuk for at fremme organisationens relationer samt mødes med forskellige instanser, der har interesse for vores organisation, herunder Kisaq, KIK, Sorlak, Air Greenland, Uddannelsesstøtteforvaltningen samt medlemmerne af Kultur- og Uddannelsesudvalget i Inatsisartut. Jeg skal nemlig gøre mit bedste for, at vores forhold som studerende på ingen måder bliver forringet ved skiftet til SU, lyder det fra Gerth P. Olsen.