Voldsom stigning i boligpriserne i Nuuk
Grønlandsbanken ser ikke en egentlig boligboble i landets hovedstad, men følger udviklingen på boligmarkedet tæt
I en længere periode på otte til 10 år oplevede Nuuk en moderat prisstigning på ejerboliger, men så tog pokker ved priserne, skriver Sermitsiaq.
Grønlandsbanken vurderer, at der fra 2018 til 2019 skete en gennemsnitlig prisstigning på omkring 10 procent, hvor nogle kategorier af boliger, især mindre boliger, er steget mere end andre.
Priserne presses op
Prisstigningerne falder sammen med en markant udvikling i boligmarkedet i Nuuk. Der er et stigende antal private boligejere, og der bygges og handles flere boliger. Også i de kommende år forventer banken, at flere private investorer vil starte byggeprojekter. Samtidig ligger antallet af hushandler på 180 i 2018 og 159 i 2019, så bankens vurdering af prisniveauet hviler på et solidt grundlag.
– Hvorfor er boligpriserne i Nuuk pludselig steget så voldsomt på et år?
– En kombination af lav rente, højere pris på importerede byggematerialer og byggeri generelt og stigende efterspørgsel har presset priserne op. Det påvirker så prisen på både nye og ældre boliger, siger bankdirektør Martin Kviesgaard til Sermitsiaq.
Optimisme i samfundet
Det er nu engang udbud og efterspørgsel, som bestemmer prisen i et frit marked, og
befolkningstallet i Nuuk stiger og stiger. Selv om Kommuneqarfik Sermersooqs ambitiøse målsætning om 30.000 indbyggere i 2030 måske ikke kommer i mål, vil befolkningstilvæksten lægge pres på et allerede presset boligmarked.
Samtidig har Grønland i de senere år oplevet et økonomisk opsving, som sammen med udsigterne til store investeringer i lufthavnsprojekter har skabt en optimisme i samfundet, som har skærpet appetitten efter at komme under eget tag.
Læs hele historien i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq, som du har mulighed for at købe her: