Voldsmand fik betinget dom
En usædvanlig dom i en usædvanlig sag faldt i går i Svendborg, da en voldsmand fra Grønland slap med en betinget dom.

Det sker så godt som aldrig, at en voldsmand forlader en dansk retssal med en betinget dom, men det skete ved Retten i Svendborg i går, hvor en 51-årig mand blev kendt skyldig i at have brækket tre ribben på sin samleverske med spark.
Tre måneders betinget fængsel med en prøvetid på to år lød dommen, skriver Fyns Amts Avis.
- Det er ikke en sædvanlig straf, men det er heller ikke en sædvanlig sag, sagde anklageren, politifuldmægtig Kirsten Flumme, da hun fremlagde hvilken straf, den tiltalte ifølge hende fortjente.
Det usædvanlige var, at den 51-årige grønlandske mand havde forladt Grønland, hvor han i øvrigt helst var blevet, for at støtte sin kæreste under behandlingen af uhelbredelig lungekræft i Danmark.
- Der er tale om hård vold, men han er rejst med O. for at støtte hende, selvom man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget støtte han er. Men det ville ikke nytte at sætte ham i fængsel nu.
Manden havde desuden lagt et mangeårigt alkoholmisbrug på hylden og passede sit arbejde på et plejehjem i Nyborg, ligesom han og kæresten fortsat boede sammen.
Voldsepisoden fandt sted den 7. januar i år, hvor manden havde drukket en rest vodka fra parrets nytårsfest samt en del øl. Det var lægen som kvinden konsulterede, der anmeldte volden til politiet.