vold
Volden hærger om lørdagen
Antallet af voldsanmeldelser har aldrig været større end sidste år. Fordelt på ugedage skal man passe allermest på om lørdagen. Du kan dog trygt bevæge dig ud i nattelivet, forsikrer politiet.
Af Politiets Årsstatistik 2016 fremgår det, at det specielt er om lørdagen, at voldsanmeldelserne tikker ind til politiet.
Over 180 voldsanmeldelser i lørdagsdøgnet – næsten tre gange flere anmeldelser end de øvrige hverdage i ugen.
Ser man på antallet af anmeldelser om vold pr. 1000 indbygger registrerer myndighederne i Danmark 4 anmeldelser, mens det i Grønland er helt oppe på 14 anmeldelser.
- Tallet for Grønland er uhyggeligt højt. Ja, vi ligger på niveau med lande som Zimbabwe, siger politimester Bjørn Tegner Bay til Sermitsiaq.AG.
Han afviser imidlertid, at det skulle være utrygt at gå ud en lørdag aften i det grønlandske natteliv.
- Vi må konstatere, at den vold, der anmeldes, langt oftest sker mellem personer, der kender hinanden. Man kan sige, at det er husspektakler, der går over gevind, siger politimesteren, der forklarer, at det er et helt særligt fænonem, gældende for Grønland set i forhold til andre lande.
- Det er yderst sjældent, at en sagesløs bliver overfaldet og udsat for vold på åben gade. Der er faktisk ingen risiko ved at befinde sig ude i nattelivet, understreger Bjørn Tegner Bay.
Han erkender, at der kan opstå voldssituationer på restauranter og barer, men de er sjældne.