Vivian Motzfeldt: Vi forventer at de diplomatiske spilleregler bliver fulgt

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S) der p.t. er i Danmark i forbindelse med møde med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), er i dag blevet forelagt oplysninger om mulig amerikansk "påvirkningskampagne". - Jeg har ikke modtaget dokumentation for, at der skulle foregå lyssky amerikanske aktiviteter, men jeg forventer at de diplomatiske spilleregler bliver fulgt, siger hun til Sermitsiaq.

Billede fra tidligere møde mellem Vivian Motzfeldt og Troels Lund Poulsen.
Offentliggjort

Det forhold at Danmarks Radio har modtaget oplysninger om amerikansk påvirkningskampagne, giver ikke Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), anledning til bekymring:

- Ifølge de oplysninger som jeg nu har fået kendskab til, kan jeg ikke se, at der skulle foregå lyssky aktiviteter for at påvirke den grønlandske befolkning. Sagt med andre ord, er der intet nyt i det jeg er blevet forelagt, ud over det vi allerede har kendskab til.

Altså at der foregår påvirkningskampagne?

- Jeg sidder ikke inde med beviser om sådanne aktiviteter, jeg har heller ikke hørt om det før, så det er svært at forholde mig til sagen. Men hvis der skulle fremkomme dokumentation på eksempelvis overtrædelse af suverænitet og dermed indblanding, så skal vi tage den derfra, men indtil videre har jeg altså ikke set sådanne beviser, svarer Vivian Motzfeldt og fortsætter:

- Men jeg regner selvfølgelig med at vores samarbejde foregår i gensidig tillid og respekt samt efter de gældende regler, og det gælder for alle de lande, vi samarbejder med også i dette tilfælde med USA.

Men hvis der vitterligt foregår lyssky aktiviteter for at påvirke grønlandske borgere, hvad vil I så foretage jer?

- Igen, det er svært at forholde sig til så ukonkrete påstande og uden dokumentation. Vi ved jo, at der foregår samtaler og samarbejder på kryds og tværs, jeg ved ikke hvornår sådanne aktivitet bliver til påvirkningsaktiviteter. Vi og vores allierede lever jo i demokratiske lande, og der har vi alle frihed til at mødes, udveksle meninger og arbejde sammen. Hvis der foregår aktiviteter udenom de normale spilleregler, så kommer vi i en ny situation, som vi skal forholde os til.

- Ingen kan påvirke os så nemt

Vivian Motzfeldt understreger, at hun ikke mener, at borgerne i Grønland er nemme at overbevise til noget andet, end hvad de selv har givet udtryk for:

- Det er vigtigt for mig at understrege, at vi fra Grønlands side allerede og meget tydeligt har givet vores mening til kende, nemlig at vi ikke under nogen omstændigheder vil underlægge landet til et andet land. Vi ved lige præcis, hvordan vi vil leve, og vi ved lige præcis, hvad vi vil levere til vores efterkommere, vi har sagt det højt og tydeligt, så hvis nogen tror, vi er naive og nemme at påvirke, så skal de vide, at vi ikke vakler.

Men hvis der alligevel arbejdes for at få de grønlandske borgere til at skifte mening, er I fra Naalakkersuisut klar med en plan for hvordan det skal gribes an?

- Det gælder først og fremmest om respekt for det grønlandske samfund, som vi selvfølgelig forventer bliver overholdt, ikke mindst af vores allierede og samarbejdspartnere. Igen vi forventer, at al form for samarbejde sker i gensidig tillid og respekt, ligesom vi forventer, at vores samarbejdsrelationer giver gensidige udbytter.

Grønlændere er ikke nemme at narre

- Vi har eksempelvis vist for omverdenen i foråret, hvor meget vi holder sammen om vores land og den fælles styrke vi besidder. At vi står sammen, når det gælder vores land, og det sammenhold er ikke blevet svækket. Jeg er sikker på, at vi igen vil reagere sammen, hvis vi føler, at vi bliver behandlet uhensigtsmæssigt og udenfor de normale spilleregler lande imellem.

Men hvis der vitterligt foregår aktiviteter under bordet til trods for samarbejdsrelationerne med USA over bordet, altså officielt, bliver samarbejdsrelationerne så påvirket?

- Det er jo hypotetisk, og som allerede nævnt sidder jeg ikke med oplysninger eller dokumentation for at der skulle foregå uhensigtsmæssige aktiviteter. Vores samarbejde med andre lande, herunder også USA sker i henhold til de aftaler vi har. Men hvis andre metoder benyttes, mangler jeg dokumentation for at kunne tage stilling til, hvordan vi så bør og skal reagere på det.

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt henviser slutteligt til de internationale regler, som kræver respekt af suverænitet, Grønlands ret til selv at bestemme over egen fremtid, respekt for menneskerettighederne ligesom Naalakkersuisut regner med og har tillid til at al samarbejde foregår troværdigt.

Powered by Labrador CMS