Vivian Motzfeldt: Vi er næsten klar med udenrigspolitisk strategi
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S),, bekræfter overfor Sermitsiaq.AG at udkastet til en ny udenrigspolitiske strategi er lige på trapperne. En strategi Lars Løkke Rasmussen efterspørger til Kongerigets arktiske Strategi.
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), har siden sin tiltrædelse haft ualmindeligt travlt med at få landets udenrigspolitiske strategi forhandlet på plads:
- Det er meget vigtigt for det grønlandske samfund, at en så vigtig strategi også samler befolkningen og at befolkningen så vidt som muligt taler med én tunge. Så det har været vigtigt for Naalakkersuisut, at samtlige partier i Inatsisartut skal stå bag strategien, siger Vivian Motzfeldt.
Hun fortæller, at strategien nu findes på begge sprog, og at departement er igang med at kvalitetssikre indholdet. Efterfølgende får partierne lejlighed til at komme med de sidste input til strategien, før den er klar til offentliggørelse.
Grønland er åben for militær tilstedeværelse
Vivian Motzfeldt understreger, at Naalakkersuisut, i forbindelse med de seneste års uroligheder og Ruslands krig mod Ukraine, også har taget spørgsmålet om fysisk militær tilstedeværelse i Grønland op til revision.
- Vi har skrevet under på en aftale med Danmark om den arktiske kapacitetspakke, hvor forsvarsministeriet har tilkendegivet ønske om at benytte sig af Kangerlussuaq, når de nye store lufthavne er kommet i brug. Vi har dertil fra Grønland ønsket, at lufthavnen i Kangerlussuaq skal bruges som dual-use lufthavn, det vil sige til militære formål samtidigt med til civile formål. Så ja, Grønland skal være forberedt på at lægge yderligere jord til militære aktiviteter, siger Vivian Motzfeldt.
Hvordan den militære udvikling kommer til at foregå, skal skrues sammen i det kommende forsvarsforlig, der forventes færdigbehandlet i løbet af foråret med den danske regering.
Samarbejdet med Danmark er vendt til det bedre
Og Grønland kan fortsat ikke handle egenrådigt, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitik. Samarbejdet og samspillet med Danmark og Færøerne vil gælde, så længe de tre lande er bundet sammen i Rigsfællesskabet i henhold til Grundloven.
Selvom der igennem tiden har været problemer med at finde takten til en god polkadans med Danmark, så har Danmark, især de seneste år ifølge medlemmet af Naalakkersuisut, Vivian Motzfeldt øvet og indyndet sig godt i forhold til Grønland:
- I de seneste år har vi oplevet en god vilje og forståelse fra Danmark, om at vi i Grønland og som et arktisk folk har helt andre forudsætninger og behov og især, at vi i Grønland arbejder målrettet på landets selvstændighed. Selvom der kan opstå nogle gnister i forholdet, og selvom der kan opstå utålmodighed i forhold til de forventninger vi har til hinanden, så er samarbejdet vendt til det bedre og oplevelsen af at blive hørt er også til stede, understreger Vivian Motzfeldt.
Grønlands udenrigspolitiske strategi indeholder også arktisk strategi
Lars Løkke Rasmussen har netop denne uge besøgt Nuuk og har i den forbindelse fortalt at regeringen afventer Grønlandsk inspark til Kongerigets arktiske strategi. Og nu er den altså ved at være i hus ifølge Motzfeldt.
Hun understreger, at selvom Danmark er blevet mere lydhør overfor Grønland i udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender, så er det Grønland selv, der skal udforme sin udenrigspolitiske strategi, herunder sin egen arktiske strategi på grønlandske præmisser:
- Vi skal huske på, at det er os, der lever i arktis, så selvom vi er forbundet med hinanden under kongeriget, er det os selv, der skal tegne vores arktiske strategi under vores egen udenrigspolitiske strategi. Vi skal selvfølgelig arbejde sammen og afstemme med hinanden, men jeg mener ikke, at vi skal presse hinanden, siger Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt til spørgsmålet om, hvor længe Danmark skal vente på Grønlands input til Kongerigets arktiske strategi.