Vittus truer Sermitsiaq.AG med injuriesag
Trods international aftale om non-profit tjener Danmark styrtende på overflyvning af grønlandsk luftrum, påstår Vittus Qujaukitsoq. Han varsler injuriesag mod sermitsiaq.ag
Det statsligt ejede Naviair tjener årligt omkring 70 millioner kroner på overflyvninger af det grønlandske luftrum. Det skriver Vittus Qujaukitsoq i en mail til Sermitsiaq.AG og varsler samtidig et injuriesøgsmål, såfremt vi ikke giver ham ret i denne påstand.
Begrundelse
- Enroute-Grønland bidrager med over 6 % af selskabets årlige indtægter, som passer med overskud på over 70 millioner kroner efter dækning af omkostningerne, skriver Qujaukitsoq og konkluderer, at “Naviair oppebærer derfor en lukrativ indtjening, der bliver højere grundet øget aktivitet”.
Hermed har ‘alternative fakta’ for alvor meldt sig i valgkampen. Kendsgerningen er, at Danmark gennem internationale aftaler er forpligtet til at drive en luftfartskontrol, som hverken må give overskud eller underskud. Afvigelser herfra justeres i de følgende regnskabsår, så resultatet ender i nul.
Profit på satellitter?
Formanden for det nystiftede Nunatta Qitornai peger i sin mail også på, at Naviair ejer 6 procent af aktierne i firmaet Aireon, der er ved at opbygge et globalt dækkende system til satellitovervågning af flytrafik. Systemet er imidlertid endnu ikke fuldt operationelt, men Vittus Qujaukitsoq mener at vide, at Naviar - og dermed den danske stat - tjener penge på sit medejerskab.
Imidlertid oplyser Naviair til Sermitsiaq.AG, at man - trods sin aktieandel - skal betale på lige fod med andre kunder for brug af data fra satellitterne. Investeringen i Aireon, der er foretaget af statskassen og ikke af landskassen, er på cirka 200 millioner kroner og vil først være tjent hjem om en årrække.
Tæt trafik over Grønland
Ifølge Qujaukitsoq er trafikken i det grønlandske luftrum på cirka “260.000 overflyvninger” årligt. Tallet vækker undren i Naviair, som kun registrerer omkring 60.000 årlige overflyvninger af Grønland.
Til sammenligning svarer det årlige antal af fly over Grønland til antallet af fly, som passerer luftrummet over Danmark hver måned.