Arktis

Vittus Qujaukitsoq: Ny EU-politik for Arktis et skridt fremad

Bruxelles har en afgørende rolle at spille i Arktis, men de skal ikke lave politik, der ikke gavner de folk, der bor der, ifølge Naalakkersuisoq for arbejdsmarked, handel, energi og udenrigsanliggender

Offentliggjort

Den Europæiske Union har en vigtig rolle at spille i udviklingen af det arktiske område, men det skal være i dialog med de Arktiske lande og deres befolkninger.

Det var beskeden fra Naalakkersuisoq for arbejdsmarked, handel, energi og udenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq (S) til de ca. 250 deltager i Arctic Futures Symposium i Bruxelles i går.

- Grønland anerkender og hilser velkommen den Europæiske Unions synspunkter og meninger om vores region. Men det er os – den Arktiske befolkning – der beskytter og forvalter vores miljø og skal bestemme hvor hurtigt regionen udvikles på en bæredygtig måde, sagde Vittus Qujaukitsoq under mødets åbningstale.

Økonomi og udvikling
Dette var syvende år i træk, at der blev afholdt Arctic Futures Symposium, som samler arktiske aktører i Bruxelles og fra de arktiske regioner.

I modsætning til de første år, hvor fokus var rettet udelukkende på emner som klima, miljø og politik, er mødet de senere år begyndte at handle mere om økonomi og udvikling i regionen.

Styrket engagement
Det afspejles også i Europa-kommissionens nye Arktisk politik, som blev vedtaget i april. Politikken er, ifølge kommissionen, en optrapning af dets eksisterende tiltag og sit engagement i områder som klima og miljø, men beskæftiger sig i højere grad en den tidligere udgave med bæredygtig udvikling og internationalt samarbejde.

Politikken og hvordan aktører fra Arktisk kan inddrages i EUs indsatser i regionen var et af de største emner under mødet.


Vittus kræver samarbejde
Vittus Qujaukitsoq beskrev politikken som et skridt fremad i unionens relationer med de arktiske lande, selvom han lagde ikke skjule på, at der stadigvæk var knaster på linjen mellem Bruxelles og især Nuuk på nogle områder.

- Det er uacceptabelt for os at nogen lande og NGOer i Europa stadigvæk tror, at de kan lave politikker – også når målet er beskyttelse af det arktiske miljø – uden et klart mandat fra de arktiske befolkninger og lande, sagde Vittus Qujaukitsoq.

På andre områder, såsom undervisning, spiller EU allerede en afgørende rolle i Grønland. Men også råstofudvinding, fragtsejlads, drikkevand og forskning er steder hvor både Grønland og Europa kunne få gavn af et udvidet samarbejde, ifølge Naalakkersuisoq for arbejdsmarked, handel, energi og udenrigsanliggender.

Powered by Labrador CMS