Vittus Q.: Vi er omhyggelige, Maliina
- Man skynder sig langsomt i departementet for finanser og indenrigsanliggender, forklarer Vittus Qujaukitsoq, medlem af Naalakkersuisut for finanser
- Vi er omhyggelige.
Sådan skriver medlem af Naalakkersuisut for finanser og indenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, Siumut.
Det sker i et åbent brev til Maliina Abelsen, IA, der i pressen har beskyldt det nye Naalakkersuisut for at løbe for sine valgløfter, ligesom hun har stillet spørgsmålstegn ved koalitionsaftalen og dens økonomiske mål med Grønlands økonomi.
Læs også: Koalitionen løber fra valgløfterne
- Naalakkersuisut vil føre en ansvarlig økonomisk politik, understreger Vittus Qujaukitsoq, som svar til medlem af Inatsisartut Malina Abelsens påstand om, at Naalakkersuisut kører videre med den tidligere koalitions politik.
Han gør opmærksom på, at det tidligere Naalakkersuisut fremlagde deres samlede økonomiske politik i efteråret 2012 – over tre år efter det tiltrådte.
- Naalakkersuisut har tidligere meldt ud, at Naalakkersuisut anerkender resultatet af Skatte- og Velfærdskommissionens arbejde, men dette er ikke ensbetydende med, at Naalakkersuisut vil gennemføre samtlige af kommissionens anbefalinger. Naalakkersuisut skal først foretage en omhyggelig gennemgang og vurdering af anbefalingerne og derefter tage politisk stilling til om anbefalingerne er gangbare.
- De første linjer i Naalakkersuisuts økonomiske politik vil blive tegnet og fremlagt i forbindelse med forelæggelsen af den årlige politisk-økonomisk beretning, hvor de fremtidige økonomiske udfordringer i samfundet vil blive afdækket samt i finanslovsforslaget for 2014. Disse vil blive offentliggjort i august. På sigt skal landets finanslove have grundlag i en samlet økonomisk politik med mål og indsatser, der indeholder langsigtet økonomisk holdbarhed, der sikrer velfærden i fremtiden, siger medlem af Naalakkersuisut for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq.