Vinterferiehygge for børn

Det Grønlandske Hus i Aalborg vil i hele næste uge summe af glade grønlandske børnestemmer

Børn laver hundeslæder. Foto: Det Grønlandske Hus i Aalborg
Offentliggjort

15 grønlandske børn i alderen 8 til 12 år er inviteret til at deltage i et særligt vinterferieprojekt for børn af grønlandske studerende i Aalborg.

- Som studerende er der sjældent penge til aktiviteter i ferierne, men med hjælp fra Odd Fellow loge nr. 54 Hans Tausen er det muligt at tilbyde denne gruppe børn en vinterferie fyldt med særlige oplevelser, fortæller leder af Det Grønlandske Hus i Aalborg, Jan Thrysøe.

- Det er aldrig sjovt ikke at have en særlig historie at fortælle fra sin ferie, når man vender tilbage til klassen. Men dette er desværre virkeligheden for mange børn af grønlandske studerende, da deres forældre ikke har råd til rejser eller andre ferieaktiviteter. Odd Fellow loge nr. 54 Hans Tausen har i anledningen af deres 90-års stiftelsesdag doneret 25.000 kroner til Det Grønlandske Hus i Aalborg, og disse penge skal netop bruges til at give særlig ferieoplevelser til denne gruppe børn.

Taknemmelig for donation
Uddannelsesvejleder i Det Grønlandsk Hus i Aalborg, Anne Bang, fortæller hvilke glæder donationen spreder:

- Det er helt fantastiske, at vi har modtaget disse penge. Vi ved jo godt, at vores grønlandske studerende ikke har mange penge, og at det specielt er hårdt for dem, som har børn. Men vi har desværre ikke normalt mulighed for at tilbyde denne gruppe børn noget særligt, selvom vi virkelig gerne vil. Så er det jo en gave, når andre også kan se behovet og gerne vil støtte dette vigtige arbejde.

- For det handler jo ikke kun om ferie, men om at være ligesom sine klassekammerater, hvilket nogle gang kan være svært for grønlandske børn, som allerede kan skille sig ud på grund af sprog, udseende og kultur, siger Anne Bang.

Fokus på grønlandsk og dansk kultur
Grønlandsktalende pædagog Ane Lundblad, ansat i Det Grønlandske Hus, har arrangeret en ferieuge med fokus på grønlandsk og dansk kultur, nye oplevelser og udfordringer.

Ugen foregår både i Det Grønlandske Hus i Aalborg og rundt omkring i byen, hvor børnene blandt andet skal besøge Aalborg Zoo og Nordkraft.

I Aalborg Zoo vil der være særligt fokus på dyrene fra børnenes hjemland og på den grønlandske madkultur.

- Der er stor fokus på isbjørnene i Aalborg Zoo, og det er jo helt specielt for denne gruppe børn. Og netop en tur i zoologisk have kan være en stor post på et stramt budget, så der var ingen tvivl om, at dette var en af de aktiviteter, vi ville have som en del af ferien. Samtidig giver det os også en god mulighed for at lære børnene både om dansk og grønlandsk natur og dyreliv, fortæller Ane Lundblad.

Det er en vigtig del af projektet, at børnene igennem sjove aktiviteter lærer noget om deres nuværende land og deres hjemland, da de herigennem lærer mere om sig selv. Den viden, de får, skal blandt andet udtrykkes igennem forskellige malerier, der laves løbende som en del af ferieugen, og som efterfølgende skal udstilles i Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Uge 8 afsluttes fredag den 24. i denne måned med en festmiddag bestående af både grønlandsk og dansk mad, som børnene selv har lavet, samt en fernisering, hvor forældre og søskende inviteres til at komme og se de kunstværker, børnene har lavet i løbet af ugen.

Powered by Labrador CMS