Vinder af Ujarassiorit var på jagt

Hvad der egentlig var en almindelig jagttur endte med at indbringe Suulooraq Jessen 55.000 skattefrie kroner i mineraljagten Ujarassiorit.

Naalakkersuisoq for råstoffer Jens-Frederik Nielsen (D) uddelte Ujarassiorit-præmier i dag, onsdag
Offentliggjort

Suulooraq Jessen fra Kangaamiut er årets vinder af førstepræmien af Ujarassiorit, hvor præmien lyder på 55.000 skattefrie kroner.

- Jeg fandt stenen, da vi var på rensdyrjagt. Mens jeg gik ude i fjeldet, så jeg en sten, der skilte sig ud fra de mange andre sten. Så begyndte jeg at gennemgå sten, og jeg prøvede ellers at hugge den til, men den var så hård, at jeg ikke kunne rigtig skille den ad, fortalte han, da han blev ringet op ved prisoverrækkelsen.

Den sten, Suulooraq Jessen fandt, er kimberlit, en bjergart, som er en af de vigtigste kilder til ædelstenen diamant. Stenen blev fundet i Amitsuarsuk fjorden nordøst for Napasoq.

Andre præmier

Kista Nathanielsen fra Sermiligaaq er vinder af andenpræmien på 25.000 skattefrie kroner for en gnejs med sulfider fundet i Anaanap Kangertiva Oqqorteq nordøst for Sermiligaaq.

To vindere af tredjepræmier på hver 10.000 skattefrie kroner er:

  • Eluna Mikaelsen fra Isertoq, for sit fund af en gnejs med sulfider fra Andangiaai tæt ved Isertoq. Prøven er taget fra fast fjeld og er en ny forekomst. Prøven indeholder 1.800 gram per ton barium, 3.190 gram per ton kobber og 1.470 gram per ton strontium. Der er samtidig let forhøjede værdier af guld og sølv.
  • Bernt Olsen fra Sisimiut for sin prøve af en grafitskifer med rent, grovkornet grafit. Der er et kulstof-indhold på over 50%. Denne slags grafit bruges i lithium-batterier. Den blev fundet i Aqajarua i Kangerluarsuk Ungalleq 18 km nord for Sisimiut, og selvom grafit er kendt fra området, blev den fundet et nyt sted og viser at der er potentiale for flere fund.

Der er blevet indsendt 750 stenprøver til Ujarassiorit i år. Af disse prøver viste 91 af prøverne tegn på mineraliseringer og er blevet analyseret kemisk for metalindhold, oplyser Selvstyret.

Dommerkomitéen for den landsdækkende mineraljagt består af malmgeologer fra Departementet for Mineralske Råstoffer og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Ujarassiorit administreres og finansieres af Departementet for Mineralske Råstoffer.

Powered by Labrador CMS