pilluaritsi
Vildt: Tvillingesøstre scorer 41 A'er
Dårlige fysiske rammer i folkeskolen kunne ikke forhindre gode eksamensresultater i Ilulissat
Et skoleår, som var præget af udflytning fra skolen, der var stærk angrebet af skimmelsvamp, var ingen hindring for gode eksamensresultater for flere elever på Atuarfik Mathias Storch i Ilulissat. Tvillingesøstrene Camilla og Linda Bagger gjorde sig flot bemærket med usædvanligt høje eksamenskarakterer.
Læs: Skolepige scorer A'er på stribe
Læs: Qaanaaq-elev scorer tre A'er - og tre flaghejsninger
Atuarfik Mathias Storch blev lukket sidste år på grund af omfattende angreb af skimmelsvamp. Skolens elever måtte derfor undervises otte forskellige steder i Ilulissat. Det lykkedes alligevel af få gennemført skoleåret, og afgangsklasserne fik udleveret deres eksamenspapirer tirsdag i idrætshallen, hvor flere elever havde opnået flotte resultater.
Støtte fra forældre
- Vi har lagt mærke til, at elever, der får god støtte fra deres forældre, opnår gode resultater, hvis forældrene følger nøje med i deres børns skolegang, fortæller 1. viceskoleinspektør på Atuarfik Mathias Storch, Lena Ravn Davidsen, til Sermitsiaq.AG.
Tvillingesøstrene Camilla og Linda Bagger har klaret sig usædvanligt godt.
Camilla Bagger har fået 21 A’er i sin karakterbog, mens Linda Bagger havde fået 20 A’er.
- De har fået god støtte fra deres forældre, der har fulgt nøje med i deres skolegang. Deres forældre har blandt andet været forældrerepræsentanter i skolebestyrelsen og har bragt gode forslag til driften af skolen. De har også stillet krav til deres børn. Dét har været med til at hæve deres resultater, siger Lena Ravn Davidsen.
Nedrivningen af Atuarfik Mathias Storch er påbegyndt, og skolen bliver erstattet med en helt ny skole.