Vil gøre op med tabermentalitet

Inatsisartutbygningen.

Bag Demokraternes to forkvinder rejser det metalskinnende selvstyretårn sig. Vinden er kold, men det kan ikke bortvejre det gode humør. Der er optimisme i luften denne forårsdag; en følelse, der kan gribe enhver efter en lang, mørk vinter.

Sådan var det også i juni 2009. Her var stemningen oveni købet endnu mere sitrende, nærmest euforisk. En hvirvelvind af håb og drømme blæste gennem samfundet.

Nivi Olsen husker det tydeligt. Hun var 23 år dengang, gik på universitetet i Nuuk og oplevede begivenheden som en forløsning:

Noget stort var på vej til at ske.

- Det var en historisk mulighed. Det føltes virkelig powerfuldt, siger hun indledningsvis, mens tonen i stemmen hurtigt skifter fra dur til mol. For efter selvstyrefesten fulgte tømmermændene.

- Jeg endte med at blive skuffet. Vi havde stemt for en vej væk fra bloktilskuddet – mod et mere selvstændigt land – og derfor burde alle være indstillet på at arbejde på at blive selvforsørgende. Men Ligegyldigheden var der stadigvæk. Der var for få, som tog ansvar, siger Nivi Olsen.

Følelser og fornuft

Randi Vestergaard Evaldsen befandt sig i Danmark, da selvstyret blev indført. Hun var enig i den overordnede kurs, som gik mod mere grønlandsk selvbestemmelse, men hun var forbeholden over for retorikken og mente ikke, at de nødvendige forberedelser var gjort.

- Jeg syntes, at mange reagerede ud fra følelser i stedet for fornuft. Det var meget drømmeri og for få realiteter. Den 21. juni var folk totalt oppe at køre. Men allerede dagen efter sprang ballonen. Det fælles ansvar for, at projektet skulle lykkes, forsvandt. Jeg havde forventet, at når 75 procent af befolkningen stemte ja, så ville man også være parat til at arbejde for sagen, siger hun og fortsætter:

- Selvstyre-sagen viste en tydelig generationskløft. Den ældre generation sagde: Vi kører bare! Mens de yngre var mere forsigtige. Problemet var, at der blev sagt ja til noget, som slet ikke var færdiggjort. Derfor anbefalede Demokraterne også i første omgang et nej. Men partiet stemte ja i salen, fordi et meget stort flertal gik ind for det.

For Nivi Olsen er der i dag hårdt brug for den energi og det sammenhold, som hun oplevede op til indførelsen af selvstyret.

- Jeg kan tydeligt huske følelsen af stolthed over at være grønlænder. Den stolthed savner jeg i dag. Det er som om, folk ikke tåler, når det går andre godt. Man bør da kunne glæde sig, når ens sidekammerat vinder guld. Men vi er endt dér, hvor der på nogle områder hersker en form for tabermentalitet.

Når Nivi og Randi udtrykker sig kontant, sender de hinanden et blik og bryder ud i et smil. Frygten for at fornærme stikker ikke så dybt her, som den gør hos andre. Hellere sige tingene ligeud end at putte med det. Måske er det netop den væremåde, der har sikret dem høje personlige stemmetal ved de seneste valg.

- Men er der en forklaring på tabermentaliteten?

- Folk har ondt i sjælen, lyder det korte svar fra Nivi Olsen.

- Men det handler nok også om den udbredte kollektivisme, som dominerer vores land. Den ene må ikke rage højere op end den anden. Ifølge den kollektive tankegang er det forkert at være en vinder. Det skal vi lave om på, siger hun.

Nivi Olsen og Randi Vestergaard Evaldsen er enige om, at tiden er inde til – rent politisk – at snak afløses af handling for at bane vejen for samfundets sejre.

- Måske trænger vi til, at der bliver rusket op i tingene, lige som man for eksempel har oplevet i Frankrig, hvor der pludselig kommer en præsident til helt uden for det normale partisystem, siger Randi.

- Nogle vil ellers mene, at grønlandsk politik er præget af nok uro i forvejen. Hvad mener I om det?

- Vi er nok det land i verden med det mest stabile styre. Siden jeg blev født, har Siumut siddet på magten. Der var kun en fireårig parentes med IA; ellers har det været siumutterne, svarer Randi Vestergaard Evaldsen med et skævt smil.

Mere modige

Demokraterne er i deres DNA systemkritiske. Men Nivi og Randi er ikke kun kritiske. Der er også plads til at pege på positive ting i samfundet.

- Vi kan nævne den lave arbejdsløshed, at økonomien kører, at der er masser af aktivitet i samfundet, og at uddannelsesniveauet stiger. Så selvfølgelig er der positive ting. Ellers var jeg heller ikke blevet i politik. Så havde jeg smidt håndklædet i ringen for lang tid siden, siger Nivi Olsen.

Da Nivi og Randi gik ind i politik, delte de den overbevisning, at de folkevalgte skulle have modet til at sige upopulære ting og træffe kontroversielle beslutninger, som gik direkte imod eksempelvis regionale hensyn.

- Vi har taget mange kampe. Da vi stillede op i ´14 var vi unge og pletfrie, siger Nivi og sender Randi endnu et af de mange indforståede smil, som er imellem dem. Den første store test på i hvor høj grad de var parate til at følge deres instinkt – at tale direkte op imod en folkestemning – kom til at stå under et valgmøde i Qaqortoq.

Makkerparret havde besluttet, at de ville sige det usigelige.

- Vi havde ikke noget at miste. Vi var trætte af behage folk. Og trætte af, at politikernes snak kørte i ring. Så sagde vi det: At der ikke skulle bygges en lufthavn i Qaqortoq, beretter de og slår over i en fælles skraldlatter.

- Resten af valgmødet råbte folk buh, når vi fik ordet!

Dynamik

Siden sidste valg er der opstået den – for grønlandske forhold – usædvanlige parlamentariske situation, at en mindretalsregering skal forsøge at finde tilslutning til sin politik – nærmest fra sag til sag.

Nivi og Randi er ret begejstrede for situationen.

- Vi har aldrig oplevet så meget dynamik og så megen regulær snak om politik både på gangene og i salen. Nogle beskylder os for at føre blokpolitik sammen med Siumut, men det er jo første gang, at der netop ikke føres blokpolitik. Det får ting til at ske. Det seneste halve år har vi opnået rigtigt meget, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

- Hvornår bliver Grønland selvstændigt?

- Vi sætter ikke et årstal på. Først skal forudsætningerne være på plads, herunder mere uddannelse og en selvbærende økonomi. Skal være på plads. Der skal også ske noget mentalt i samfundet. Vi bliver ikke selvstændige, før vi ændrer mentaliteten, siger Randi.

- Jeg er overbevist om, at vores land nok skal blive selvstændigt. Men det kræver, at vi er mere modige. Og det kræver en vindermentalitet, svarer Nivi.

Få adgang til jubilæumsavisen her