Nuuk
Vidneberetning fra knivstikkeriet
Et personligt opgør mellem to kernekriminelle fik torsdag eftermiddag blodige følger i centrum af hovedstaden
Den gode sommerstemning på gågaden i Nuuk blev torsdag eftermiddag klokken 13 spoleret på ulykkelig vis.
Her udspillede sig nemlig en voldsepisode i området ikke langt fra Teletårnet og grillen.
Går sammen med kæresten
Ifølge et øjenvidne gik én af de to involverede sammen med sin kæreste, da de pludselig bliver antastet af en større fyr.
Sermitsiaq.AG er bekendt med begges identitet. Politiet fortæller, at de begge er kendte kriminelle.
Læs også: To i knivstikkeri i Nuuk Bymidte
Den store gut kaster på dette tidspunkt en sten mod kæresteparret. Denne sten rammer manden i hovedet, og det starter straks en kraftig blødning.
Hvad der før har været et håndgemæng, udvikler sig nu til en flugt for kæresteparret, som løber op af nogle trapper.
Stikker med kniv
Den store gerningsmand finder ifølge øjenvidnet nu en mindre kniv frem fra sin lomme, og løber op af trapperne efter det flygtende par.
Det lykkes ham at ramme den anden med kniven ikke færre end tre gange. Vidnet fortæller til Sermitsiaq.AG, at voldsmanden rammer ham i nakken.
Et andet øjenvidne fortæller, at politiet derefter pågriber personerne, hvor de begge på dette tidspunkt er indsmurt i store mængder blod.
Ingen alvorligt tilskadekomne
Afsted til hospitalet med de to kriminelle. Området omkring grillen sonderes for spor.
Klokken 15.11 hedder det i en pressemeddelelse fra Nuuk Politi, at den ene, som blev indlagt på Dronning Ingrids Hospital, nu er udskrevet, og at han ikke var kommet alvorligt til skade.
De to mænd er begge kendt af politiet og er nu spærret inde op til deres grundlovsforhør.
Læs også: To i knivstikkeri i Nuuk Bymidte