seksuelle overgreb

- Vi skal snakke mere om seksuelle overgreb

Nakuusa lancerer i dag en stor kampagne mod seksuelle overgreb på børn. Det er pengene fra sidste års landsindsamling, som nu bliver anvendt

Offentliggjort

Befolkningens vilje til at donere var stor ved sidste års landsindsamling. 1,65 millioner blev der samlet ind til Nakuusaas kampagne mod seksuelle overgreb. Det er det største beløb ved den form for indsamling kun overgået af indsamlingerne til kræftens bekæmpelse. Nu er Nakuusa så klar med kampagnen 'Ullut Tamaasa'.

Og endnu engang opfordres befolkningen til at medvirke.

- Desværre er problemet så omsiggribende, at myndigheder og NGOer ikke kan løse det alene. Derfor må ingen borger være i tvivl om, at man kan tage del i kampen for at bringe antallet af overgreb ned, siger Najaaraq Møller, projektleder i Nakuusa.

LÆS OGSÅ: 1,65 millioner til kampen mod seksuelle overgreb

Åbenhed er en forudsætning
Derfor er kampagnen også rettet mod hele befolkningen. Der er blandt andet seks små film, der hver især retter sig mod forskellige målgrupper.

- Den første forudsætning for at gøre noget ved omfanget af seksuelle overgreb er, at vi snakker meget mere om problemet. Med filmene vil vi skabe et sprog, så det bliver muligt. På den måde kan vi bryde tabuet, som dette område stadig er præget af, forklarer Najaaraq Møller.

LÆS OGSÅ: Nakuusa: Det kan redde liv, når de står frem

Nakuusa har trukket på stort set alle tilgængelige erfaringer i landet for at kampagnen skal ramme plet. Således har psykologer, lærere, socialfagligt personale, politi, sundhedspersonale og MIO været inddraget. Også ofre for seksuelle overgreb har været med til at udvikle kampagnen og medvirker til dels i den. Børn og unge, som er én af Nakuusaas primære målgrupper, har bidraget ved besøg på skoler og gennem workshops.

LÆS OGSÅ: - Der blev rakt en hånd ud til dem, der har været udsat for overgreb

Mistanker skal indberettes
Dels vil vi gøre opmærksom på problemets store omfang. Hvert tredje barn oplever seksuelle overgreb under en eller anden form, siger Najaaraq Møller.

- Men det vigtige budskab er først og fremmest, at alle kan bidrage til at gøre problemet mindre. Hvis man har en viden eller blot en mistanke om, at et barn bliver udsat for seksuelle overgreb, så skal man indberette det til kommunen.

På den måde er kampagnen ikke blot rettet mod borgerne, men også mod kommunerne, der skal være klar til at tage imod disse indberetninger - og især til at handle på dem.

- Vi ser desværre stadig, at kommuner ikke reagerer effektivt nok på indberetninger.

LÆS OGSÅ Børnetalsmand: Samarbejdet mellem myndigheder fungerer ikke

I sidste uge var også børnetalsmand Aviâja Egede Lynge ud med en kritik af, at samarbejdet mellem myndighederne fungerer får dårligt, og at de svigtede børn på denne måde svigtes endnu engang.

Kampagnen vil køre i TV og radio de næste seks uger. Foruden radio og TV består indsatsen af blandt andet plakater, foldere, velkommen til verden-pakker til alle nyfødte og deres forældre, pins til salg i udvalgte butikker og en bog til teenagere om at sætte grænser.

LÆS OGSÅ: Familiemedlemmer skal have hjælp til at opdage seksuelle overgreb

- Grundlæggende indeholder kampagnefilmene et positivt budskab om, at der er et håb om at vi kan gøre omfanget af overgreb mindre, hvis vi alle sammen bidrager, fastslår Najaaraq Møller.

HAR DU BRUG FOR HJÆLP: KLIK HER OG SE HVILKE MULIGHEDER DER FINDES

Powered by Labrador CMS