Vi kan ikke alle blive storfangere

Grønland har verdensrekord i børnefødselsdage.

Grønland har verdensrekord i børnefester, blandt andet 1. skoledag. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

– Det er drengene, som topper listerne over afbrudte uddannelser og ungdomsselvmord, siger medlem af Naalakkersuisut (landsstyret) for sundhed Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit, som et bidrag til torsdagens landstingsdebat om en god børneopdragelse.

Demokraternes medlem af Inatsisartut (landstinget) Michael Rosing mener, at årsagen til den triste rekord skal findes i opdragelsen: – Den traditionelle opdragelse i de små fangersamfund bygger på en udstrakt grad af frihed og på megen kærlighed, men bagsiden er de manglende grænser for børnenes opførsel og færden.

– Men forældrene gør børnene en bjørnetjeneste ved altid at lade dem få deres vilje, for børnene møder en helt anden verden som vokse, og det kan give dem alvorlig knæk, siger Michael Rosing. Vi gør børnene, som render rundt på gaden hele den lyse nat, en bjørnetjeneste, for de skal som voksne kunne stå op om morgenen og passe deres arbejde.

– Prisen for at lade barnet være verdens centrum har altid været højest for drengen, som er opdraget til at blive familiens forsørger, familiens centrum. Virkeligheden er en anden, og det kan føre til lavt selvværd hos drengebørnene at opleve, at de ikke kan klare sig i en verden, som ikke retter sig efter deres mindste ønske.

Michael Rosing ser også børneopdragelsen som en ideologisk slagmark: – Demokraterne forkaster ikke vor kultur og traditioner, men vi vil trække Grønland ind i fremtiden med alle vore gode ting i rygsækken, mens andre partier vil trække Grønland tilbage til fortiden, hvor ikke alt var fryd og gammen.

Siumuts Malik Berthelsen mener også, at børnene har bedst af kærlige, men faste rammer: – Jeg tager nok ikke fejl, når jeg siger, at vi er det land i verden, som fejrer vore børn mest: Halve og hele fødselsdage, 1. skoledag og konfirmation er store festdage, men der er vist lidt for mange børn, som lever af at få af andre.

Det er Demokraternes Anda Uldum, som har ønsket en landstingsdebat om den gode opdragelse. Meningen med debatten er ikke en lovgivning for familiernes børneopdragelse, men at stoppe op et øjeblik og diskutere et evigtgyldigt emne - og han fik halvanden times eftertænksom debat.

Powered by Labrador CMS