Vi bliver alle lettere

Det viser tyngdekraft-målinger, som er foretaget siden 1987 i kælderen på rådhuset i Kommuneqarfik Sermersooq

Professor Olivier Francis med sit gravimeter i kælderen på rådhuset i Nuuk, hvor han målet tyngdekraften. Hvis den bliver mindre, er det, fordi landet hæver sig og kommer længere væk fra jordens centrum. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

I rådhusets kælder i Nuuk er der opsat en målestation (et såkaldt gravimeter), der sammen med et GPS-system måler tyngdekraften meget præcist. Målingerne anvendes til information om blandt andet landhævningen af Grønland, og dermed tempoet i smeltning af indlandsisen.

Målestationen i Nuuk er unik, da den som det eneste sted i verden har været brugt samme sted i 10 år. Der er målt kontinuerligt gennem årene, hvilket gør, at resultaterne er særdeles valide. Programmet fortæller også, at jo mere landet hæver sig omkring os, jo lettere bliver vi.

Det er professor Olivier Francis fra Université du Luxembourgs fakultet for teknologi og kommunikation, der står for målingerne, og som jævnligt rejser rundt i Grønland og måler dels tyngdekraften, dels hvor meget Grønland hæver sig.

Startede i Kulusuk og Kangerlussuaq
Det er GPS-målinger, som viser, hvor meget landet hæver sig. Dette forskningsprogram er finansieret af universitetet i Luxembourg. Det var NASA, der startede dette program i 1996 med to målestationer i Kulusuk og Kangerlussuaq.

I 2000 blev forskningsprogrammet overtaget af universitetet i Luxembourg, og i dag er der 50 GPS stationer i Grønland, der måler hvor meget landet hæver sig, efterhånden som isen på indlandsisen smelter.

Jo mere den smelter, jo mere hæver landet sig, forklarer Olivier Francis.

Så meget hævet landet sig
I Nuuk hæver landet sig 4 millimeter om året, mens landet i Kulusuk hæver sig 6 millimeter om året, oplyser han.

Det betyder, at Nuuk hæver sig 4 centimeter på ti år.

Disse målinger startede i Nuuk i 2008, så her ved man ikke, hvor meget landet har hævet sig tidligere. I Kulusuk har man målinger i længere tid, og de første år hævede landet sig kun nogle få millimeter om året, men det er efterhånden steget til 6 millimeter, oplyser professoren.

I Kulusuk hæver landet sig mere end i Nuuk, fordi afsmeltningen fra indlandsisen er større i Sydøstgrønland end i Vestgrønland, forklarer Olivier Francis.

Et tysk hold foretog de første målinger af tyngdekraften i 1987. Derefter fortsatte amerikanske NOAA med NASA i 1997 med en måling. Luxembourg Universitet overtager i 2000, og Olivier Francis foretager de første målinger i Nuuk i 2006.

I 2010 og 2012 måler Olivier Francis igen tyngdekraften i Nuuk med sit gravimeter. Det måler tyngdekraften, når noget falder mod jorden. Indtil 2005 var tyngdekraften stabil, og det viste altså, at landet ikke hævede sig så meget.

På vej til Sydgrønland
- Når landet hæver sig, vil jordskorpen komme længere fra jordens kerne, og jo længere væk man er fra kernen, jo lavere er tyngdekraften, hvilket måles, når noget falder mod jorden. For at finde ud af dette måler vi accelerationen, når en genstand falder. Hvis accelerationen bliver mindre, er det, fordi jorden har hævet sig, forklarer Olivier Francis.

- Nu kan vi her dokumentere, at accelerationen er blevet mindre siden 2010, siger Olivier Francis og viser det på sit gravimeter, som han rejser rundt med i Grønland.

Samtidig forklarer han, at projektet også viser og dokumenterer, at jo mere landet hæver sig og tyngdekraften falder, jo lettere bliver vi.

Sidste uge var Olivier Francis i Kulusuk, og på tirsdag sejler han sydpå med Sarfaq Ittuk til Qaqortoq for at måle om tyngdekraften har ændret sig dernede og om sydgrønlænderne også er blevet lettere.

Powered by Labrador CMS