Verdens rigeste 10 procent står for halvdelen af CO2-udledninger

Uligheden i verdens CO2-regnskab er tydelig.

De 10 procent rigeste af verdens befolkning udleder omtrent halvdelen af verdens CO2 fra privatpersoner, mens de 50 procent fattigste kun udleder 10 procent, skriver Videnskab.dk.

Det skal der laves om på, hvis vi skal løse klimakrisen, lyder det fra en række forskere i en perspektivartikel i tidsskriftet Nature Energy.

Her har forskerne samlet op på, hvordan en lille del af verdens befolkning tegner sig for en stor del af CO2-udledningerne globalt:

Den rigeste 1 procent af verdens befolkning var ansvarlig for udledningen af mere end dobbelt så meget CO2 som den fattigere halvdel af verden i årene 1990 til 2015, og de 10 rigeste procent står for godt halvdelen af verdens udledninger af CO2.

De rigeste kan have uforholdsmæssig stor indflydelse

»Det fortæller en historie om, at der er en stor ulighed i, hvem der er med til at drive klimakrisen, og hvem der så oplever de værste konsekvenser af klimaforandringerne,« konstaterer førsteforfatter Kristian Steensen Nielsen, der forsker i miljøpsykologi ved University of Cambridge i England, til Videnskab.dk.

»Den rigeste ene procent kan have en uforholdsmæssig stor indflydelse på, hvad der sker på klimaområdet i kraft af deres status i samfundet gennem forskellige roller - for eksempel i ledelsespositioner eller bestyrelser, i deres sociale netværk eller som rollemodeller. Og når man ser på eliten af eliten, så ved vi, at de også har en stor politisk indflydelse,« siger Kristian Steensen Nielsen, der er postdoc ved University of Cambridge, til Videnskab.dk.

Den nye artikel sætter fokus på et vigtigt område, siger John Thøgersen, som er professor i økonomisk psykologi ved Aarhus Universitet og har læst perspektivartiklen for Videnskab.dk.

- Jo mere du tjener, jo mere udleder du

»Vi har i lang tid diskuteret problemerne med overforbrug, og de konsekvenser det har i forhold til klimaforandringer. Her har vi har set på det totale overforbrug i verden, hvilket bestemt også er relevant,« siger John Thøgersen.

Groft sagt kan man sige, at de rigeste 10 procent i verden - herunder flere danskere -lever mere energi-intensive liv.

»Jo mere du tjener, jo mere forbruger du typisk - og jo mere CO2 bliver der udledt for at dække dit forbrug,« siger Kristian Steensen Nielsen.

Men i takt med, at flere lande oplever en stadigt voksende middelklasse, begynder man også at se et skifte i, hvor de store udledere befinder sig. Kina oplever for eksempel en voksende middelklasse, som medfører, at CO2-aftrykket per indbygger vokser.

Flytransport skærer det ud i pap

Flytransport, som forskerne har set nærmere på i artiklen, er nærmest den perfekte case på, hvor stor en ulighed, der er i udledningen af drivhusgasser, mener Kristian Steensen Nielsen.

Forskning viser, at den rigeste ene procent er ansvarlig for godt 50 procent af verdens udledninger fra kommercielle flyvninger. Og kun 2-4 procent af den globale befolkning fløj internationalt i 2018.

John Thøgersen peger dog på, at man bliver nødt til at dykke ned i den politiske værktøjskasse.

»Vi bliver også nødt til at tale om afgifter på flyrejser. Den danske regering er af en eller anden grund tilbageholdende med flyafgifter, men det er et værktøj til at få folk til at flyve mindre. Når vi taler om fritidsrejser, så er folk bredt set accepterende for afgifter,« siger John Thøgersen til Videnskab.dk.

Kan hjælpe via grønne investeringer

Hvordan sådan en afgift skal skrues sammen, debatteres stadig politisk. Men det kan være en beskatning per ton CO2-udledning, en afgift på brændstof eller en afgift, der stiger støt med antallet af rejser. Indtægten fra den afgift kan så – for eksempel – omfordeles til at udvikle grønt brændstof eller finansiere andre klimatiltag.

Et andet område, hvor den rigeste del af verdensbefolkningen i høj grad kan være med til at drive en grøn omstilling, er ifølge forskerne på investeringsfronten.

Hvis de dirigerer deres investeringer over i grønne aktier og virksomheder, kan det være med til at skubbe på en udvikling af for eksempel vedvarende energikilder og drive dem ned i pris.

»Individer med en høj socioøkonomisk status sidder typisk i højere stillinger, og de kan bruge deres status ved at være tilstede i bestyrelser, i fonde eller organisationer og via deres position præge, hvad pengene rettes imod, og hvilke signaler der sendes,« tilføjer Kristian Steensen Nielsen til Videnskab.dk.

Slaget skal også stå politisk

Du husker måske, hvordan to klimaktivister i maj blev valgt ind i olieselskabet ExxonMobils bestyrelse med en ambition om at dreje selskabet i en grøn retning. Det er et eksempel på, hvordan man kan ændre ting indefra.

De store slag skal også stå politisk, lyder det samstemmende fra forskerne.

»De, som har en højere indtægt og et større forbrug, har et naturlig større ansvar for også at løse de problemer, som det høje forbrug giver. Men jeg vil nok sige, at det er meget vanskeligt kun at løfte det på det individuelle niveau,« fortæller John Thøgersen til Videnskab.dk.

»Her skal vi også have en bedre omfordelingspolitik, hvor der bliver lagt en højere skat eller afgift på dem, der er med til at forurene, og undgå sociale slagsider og store protestbevægelser, som vi har set med De Gule Veste i Frankrig,« fortsætter han.

En af de store udfordringer består blandt andet i at gøre verdens fattigste lande i stand til at vokse økonomisk?–?og dermed løfte folk ud af fattigdom?–?uden der sker en eksplosion i CO2-udledningen. Blandt andet ved at understøtte en grøn omstilling af energi i mindre velstående lande.