anti-korruption
Verdens mindst korrupte land er Danmark
Man skal ikke lade sig forblænde af Danmarks hæderlige position i nyt korruptionsindeks. For manglende gennemsigtighed er også et dansk problem, påpeger flere
Penge under bordet, ulovlige gaver og mørkelagte dokumenter.
Korruption er et globalt fænomen og forekommer også i Danmark. Men landet er - sammen med New Zealand - tilsyneladende det sted, hvor lyssky aftaler og bestikkelse af offentlige institutioner er mindst udbredt.
Det fremgår af et netop offentliggjort indeks fra den uafhængige organisation Transparency International, der har til formål af bekæmpe korruption.
Og det er flot, at Danmark - faktisk efter flere år i toppen - atter indtager duksepladsen, understreger formanden for Transparency International Danmark, Knut Gotfredsen. Alligevel maner han til besindighed.
- Vi har fået en lidt lavere score end de foregående år, så det går åbenbart ikke fremad. Vi skal ikke hvile på laurbærrene, siger han.
Det er ikke muligt at måle konkrete sagers effekt på scoren. Men formanden for Transparency International Danmark fremhæver de danske partistøtteregler som et område, hvor gennemsigtigheden halter.
Senest i december blev reglerne for partistøtte kritiseret for manglende åbenhed af Europarådets antikorruptionsorgan.
Derudover peger Knut Gotfredsen på revideringen af offentlighedsloven, som blandt andet har begrænset adgangen til aktindsigt i dokumenter, der udveksles mellem ministerier og underordnede myndigheder.
Danmark har i 2016 scoret 90 point ud af 100 i korruptionsindekset. Året forinden fik landet 91 point, og i 2014 var det 92 point.
Indekset bygger på en række internationale organisationers opfattelse af korruption i den offentlige sektor i de enkelte lande.
Jo højere score - des mindre korruption.
De organisationer, der i 2016-indekset rangerer Danmark dårligere end i 2015, ser blandt andet på netop partistøttereglerne, samarbejde mellem politikere og erhvervslivet samt udveksling af vennetjenester.
Hos Dansk Industri er der heller ikke tvivl om, at korruption nogle steder i samfundet er et nærværende problem.
Chefkonsulent Christine Jøker Lohmann fra erhvervsorganisationen opfordrer derfor virksomhederne og deres ledere til i endnu højere grad at være på vagt over for ulovlige aktiviteter.
- Man skal ikke lukke øjnene for, at korruption og bestikkelse kan forekomme - også i en dansk kontekst, siger hun.
- Derfor er det så meget desto vigtigere, at virksomheder har interne kontroller af deres procedurer, når de laver aftaler, køber, sælger og har en samarbejdspartner, hvor økonomiske midler eller andre services indgår.
Chefkonsulenten henviser blandt andet til den såkaldte Atea-sag. Her er en række offentligt ansatte mistænkt for at have modtaget bestikkelse i form af blandt andet computere, tablets og telefoner fra it-leverandøren Atea.
- At Danmark har ligget højt på listen over de mindst korrupte lande, har måske været en sovepude for danske virksomheder i forbindelse med deres indsats for at bekæmpe korruption, siger Christine Jøker Lohmann.
Somalia indtager bundplaceringen i indekset med en score på ti. De dårligst bedømte EU-lande er Bulgarien med 41 point og Grækenland med 44 point.
/ritzau/