Verdens ledere kommer Amazonas til hjælp

Lederne på G7-topmødet har besluttet at give økonomisk hjælp til Amazonas. Samtidig kæmper militærfly med at tæmme de ødelæggende flammer med vandbomber.

Emmanuel Macron fortalte på et pressemøde mandag under G7-topmødet i Biarrtz, at landene er blevet enige om at give økonomisk støtte til bekæmpelse af skovbrande i Amazonas
Offentliggjort

Lederne af verdens syv største industrilande vil give 20 millioner euro - omkring 150 millioner kroner - til bekæmpelse af de cirka 75.000 skovbrande i Amazonas.

Det sagde den franske præsident, Emmanuel Macron, på et pressemøde ved G7-topmødet mandag. Det skriver Reuters.

Det drejer sig om lederne fra USA, Canada, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien og Japan - samt EU.

Ifølge Macron nærmede lederne sig en aftale om, hvordan de konkret vil hjælpe Brasilien i kampen mod flammerne, der lige nu hærger verdens største regnskov.

Han sagde, at hjælpen både vil omfatte teknisk støtte og økonomiske bidrag, "så vi kan hjælpe dem mest effektivt".

Macron langer samtidig hårdt ud efter Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, som er blevet beskyldt for ikke at gøre nok for at dæmme op for brandene.

Militærfly var mandag i fuld gang med at vandbombe de omfattende skovbrande i byen Porto Velho i Amazonas Rondônia-delstat i det nordvestlige Brasilien.

Flyene kastede således millioner af liter vand ned over regnskoven i et forsøg på at bekæmpe flammerne.

De seneste uger er store områder af den afsides Rondônia-delstat, der grænser op til Bolivia, blevet brændt af.

I Porto Velho gik brandmænd fra den brasilianske miljøretshåndhævelses myndighed, Ibama, i gang med at undersøge forkullede områder på størrelse med fodboldbaner.

Det brasilianske forsvarsministerium siger, at brandmænd og militærfly også er på vej til de øvrige syv stater, som har bedt om hjælp til at slukke flammerne.

Brandene sender en tyk røg op i himlen og øger dermed luftforureningen over regnskoven.

I sidste uge nåede røgen sågar hele vejen til São Paulo næsten 3000 kilometer væk og mørklagde storbyen i en time.

NASA har offentliggjort en række satellitbilleder, der viser, hvordan skovbrandene udleder enorme mængder af giftigt kulilte i atmosfæren.

Kulilte er et luftforurenende stof, der kan blive i atmosfæren i op til en måned, og det spiller en betydelig rolle i forbindelse med klimaforandringerne.

Kulilten kan presses ned af vinden og potentielt skabe alvorlige konsekvenser for mange mennesker. Det skriver det amerikanske medie Business Insider.

Eksperter siger, at øget afskovning i den tørre periode - hvor store områder ryddes for at gøre plads til afgrøder eller græsning - har forværret problemet med luftforeningen i år.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den brasilianske justitsminister, Sérgio Moro, har også givet tilladelse til, at sikkerhedsstyrker indsættes for at være med til at stoppe ulovlig afskovning.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS