Verden ventes at runde otte milliarder indbyggere i år
Befolkningstal vokser i det langsomste tempo siden 1950 og vil toppe på omkring 10,4 milliarder i 2080'erne.
Det globale befolkningstal fortsætter med at stige omend i et langsommere tempo end tidligere.
FN forventer, at kloden vil passere otte milliarder indbyggere inden årets udgang - formentlig omkring den 15. november.
Det viser en ny FN-rapport mandag i anledning af World Population Day, skriver nyhedsbureauet dpa.
- I 2020 faldt vækstraten for den globale befolkning til under en procent om året for første gang siden 1950, står der i rapporten.
Trods regionale forskelle ser John Wilmoth, der er direktør for FN's befolkningsafdeling, muligheder i udviklingen.
- Når størrelsen på den gennemsnitlige familie bliver mindre, bliver det muligt for både familierne og samfundet at investere mere i hver enkelt barn og højne kvaliteten af uddannelse og udvikle den menneskelige kapital af befolkningen, siger han til dpa.
Den forventede levetid ventes desuden at vokse til 77,2 år i 2050 fra 72,8 i 2019, vurderer FN.
Og så vil flere og flere højindkomstlande opleve negative befolkningstendenser, som Japan allerede gør i dag.
For at opretholde en stabil vækstrate vil lande som eksempelvis Tyskland være afhængige af migranter.
FN-rapporten viser yderligere, at Indien i 2023 vil overgå Kina som det mest folkerige land i verden.
Ifølge prognosen vil der i 2030 være 8,5 milliarder mennesker i verden og 9,7 i 2050. Befolkningstallet vil toppe på omkring 10,4 milliarder i 2080'erne, før det stabiliserer sig på det niveau indtil 2100, skriver nyhedsbureauet AFP.
I de kommende årtier vil mere end halvdelen af den forventede stigning i det globale befolkningstal være koncentreret omkring Den Demokratiske Republik Congo, Egypten, Etiopien, Filippinerne, Indien, Nigeria, Pakistan og Tanzania.
/ritzau/