Overgreb

Ventetid for videoafhøring skal ned

Grønlands Politi vil nedsætte en task-force, der skal nedbringe ventetiden for videoafhøring af børn udsat for overgreb. I de små bosteder kan tidsfristen næppe overholdes.

Offentliggjort

Børn der har været udsat for seksuelle krænkelser, skal videoafhøres inden syv dage, hvis det er praktisk muligt. Det siger politiets egen retningslinjer.

Men ventetiden er som oftest væsentligt længere. I et særlig grelt tilfælde måtte en 10-årig pige fra Nuuk således vente 165 dage på at blive afhørt.

Vil ned på 'kun' 20 børn på venteliste
Nu vil Grønlands Politi gøre en ekstra indsats for at bringe ventetiden ned. Det fremgår af svaret på et §37-spørgsmål fra Deborah Kleist (IA).

LÆS OGSÅ: Barn måtte vente 165 dage på en videoafhøring

- For at nedbringe ventetiden i de omtalte sager har Grønlands Politi besluttet at nedsætte en "task force", som har til formål at nedbringe antallet af sager, som afventer videoafhøring, inden for få uger er nedbragt til 20 sager, skriver politiet i svaret.

I midten af december skal dette mål været nået.

- Grønlands Politi har desuden fokus på, at de ældste sager skal behandles snarest muligt, står der videre.

Skal holde øje med videoafhøringer
Samtidig vil politiet gøre en mere langsigtet indsats for at ventetiden ikke efterfølgende vokser igen. Politiet er nemlig ved at udarbejde nye retningslinjer for kontrollen af deres eget arbejde.

- Der vil i den forbindelse blive udarbejdet et særligt afsnit om kontrol med videoafhøringer, i hvilken forbindelse det vil blive overvejet, hvordan den operative ledelse af en politiregion i den daglige drift bedst kan opnå et overblik over afventende videoafhøringer, og hvordan det kan sikres, at der er fokus på afvikling af videoafhøringer i den daglige drift.

Ikke over hele landet
Samtidig fastslår politiet dog, at det ikke er muligt at overholde tidsfristen i de mindre bosteder og bygder.

- Jeg skal i den forbindelse bemærke, at en del af anmeldelserne dog optages i byer eller bygder, hvor der ikke er stationeret en videoafhøring. De logistiske udfordringer i forhold til vejrlig, transportmuligheder mv. medfører, at det sjældent - om nogensinde - er muligt at sende en videoafhører af sted med dags varsel.

Derudover indgår de specialuddannede videoafhørere i den almindelige vagtplan, hvilket kan gøre det svært blot at sende dem afsted.

Grønlands Politi har seks sæt videoafhøringsudstyr, som er placeret i Qaqortoq, Tasiilaq, Sisimiut, Aasiaat, Uummannaq, og Nuuk. Udstyret i Sisimiut er for tiden defekt.


Powered by Labrador CMS