smartphones
Vent med at købe nylanceret telefon
Slå koldt vand i blodet, hvis du ikke står og mangler en ny telefon akut, når den næste iPhone lanceres. Der er meget at spare ved at vente
- Lad være med at købe din iPhone, lige når den kommer på markedet, hvis du ikke vil betale overpris.
Så konkret lyder rådet fra Martin Andersen, som er direktør i prissammenligningsportalen PriceRunner.
Op til lanceringen af iPhone 7 den 7. september har der været flere, vedholdende rygter om, hvad der bliver det nye og smarte ved den næste generation af den populære telefon.
Én ting er dog sikkert år efter år - prisen kommer til at være helt i top den første tid, siger Martin Andersen.
- Men hvis du venter fire til seks måneder, før du køber den seneste model, så er der mange penge at spare, vurderer Martin Andersen.
Sammenligner man prisfaldet de seneste år på tidligere iPhone-generationer, viser det sig, at en iPhone falder cirka 20 til 25 procent i pris over et år.
Det største fald ses ofte lige op til lanceringen af næste generation, der år efter år har fundet sted i september, og det betyder endnu en mulighed for at spare penge, siger Mikkel William Nielsen, der er projektleder for test af mobiltelefoner i Forbrugerrådet Tænk.
- Typisk kan man spare betydeligt på at vælge sidste års model i forbindelse med lanceringen af en ny topmodel. Og det, vi kan se på vores test, er, at sidste års model ikke kun er halvt så god som den nye, fortæller Mikkel William Nielsen.
Hvor smartphones for bare få år siden tog store kvantespring i udviklingen af skærm og kamera fra generation til generation, sker der ikke en særlig stor udvikling mellem hver ny topmodel mere, mener han.
- Batteriet bliver ikke dobbelt så godt, skærmen bliver ikke dobbelt så god, så med mindre du ikke kan leve uden en bestemt feature, der kun findes på den helt nye topmodel, så er sidste års model altså et helt fint valg, siger Mikkel William Nielsen.
Ifølge tal fra Pricerunner var prisen på en iPhone 6s 16 GB faldet fra knap 6000 kroner til 4478 kroner den 7. november 2015. Det var knap to måneder efter lanceringen i september 2015.
Og allerede 13. november var prisen nede på 4290 kroner.
/ritzau/FOKUS