undskyldning
Venstre beklager skatteministers grønlænder-udtalelse
Venstre håber, at partiet kan fortsætte "det gode og tillidsfulde samarbejde" med Aleqa Hammond. Det fortæller kNR.
Venstres gruppeformand, Søren Gade, beklager nu skatteminister Karsten Lauritzens (V) udtalelser om det grønlandske medlem af Folketinget Aleqa Hammond på vegne af sit parti. Det skriver KNR.
Ministeren havde ved en nytårskur udtalt, at regeringen havde "købt en grønlænder" med henvisning til dens aftale med Hammond om, at hun i december blev udnævnt som formand for Grønlandsudvalget.
LÆS: Den danske regering 'har købt en grønlænder'
Siden har Karsten Lauritzen beklaget sin udtalelse, der blev mødt af kritik.
Og nu følger Venstres gruppeformand altså trop.
LÆS: Skatteminister beklager grønlænderudtalelse
- Det er ikke en ordentlig måde at omtale hverken Aleqa Hammond, det grønlandske folk eller nogen andre på, skriver Søren Gade i en mail til KNR.
- Jeg ved, at Karsten Lauritzen også er rigtig ked af sin udtalelse og har mødtes med Aleqa Hammond for at undskylde personligt. Vi håber, at vi nu kan se fremad og fortsætte det gode og tillidsfulde samarbejde med Aleqa Hammond, skriver Søren Gade videre.