Velstand uden velfærd

Reallønnen blev fordoblet, og folk købte bil, TV, køleskab og rejser til Spanien og Mallorca. Den offentlige sektor voksede hurtigt, og nye grupper kom ud på arbejdsmarkedet. Det var opgangstider, arbejdsløsheden var minimal, og flertallet mente, at de aldrig havde haft det bedre.

Arkitekten bag dette samfund var Jens Otto Krag, politikeren og mystikeren, der senere blev gjort en myte af. Allerede i efterkrigsårene tegnede han skitsen til det, der siden blev betegnet som det danske velfærdssamfund, den skandinaviske model, og Krag havde både politisk og folkelig opbakning bag sit projekt. Politiske modstandere fik tilpasset deres politik, så det socialdemokratiske samfundsprojekt ikke for alvor fik ridser i lakken selv under borgerlige regeringer.

Men ikke alt var lutter idyl, skrev den unge redaktør så i bogen »Velstand uden velfærd.« Bogen blev en bibel for mange; den forklarede nøgternt og underbygget med mange tal og statistikker, at den materielle velstand ikke nødvendigvis førte til øget velfærd. Rent faktisk havde mange mennesker det skidt i det samfund, som nogle var begyndt at kalde et overflodssamfund.

Fænomenet var ikke kun dansk; det forekom også i det øvrige Skandinavien. I de små selvfede nordiske lande, der dengang som nu opfattede sig selv som mønsternationer og rollemodeller for en hel verden.

Omtrent fyrretyve år senere er Bent Hansens hovedpåstand fortsat aktuel i Danmark, og hans bog kan uden videre omskrives til et retvisende billede af den grønlandske virkelighed anno 2006. Også her oplever nogle både velstand og velfærd, mens mange lever et liv i tristesse - uden velstandens materielle lyksaligheder; marginaliseret og berøvet den sikkerhed og tryghed, som er fundamentet for et godt liv.

Som Bent Hansen kan vi tage udgangspunkt i kapitel 1 i FN-pagten: »Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i broderskabets ånd.« Denne artikel bliver dagligt krænket i Grønland. Klassesamfundet med dets ulige fordeling af goderne er stadig en realitet - ja, hvem skulle tro, at disse ord skulle læses i disse spalter.

En lille privilegeret elite sidder på den politiske magt, og på trods af et udstrakt samfundseje af store og vigtige virksomheder har en lille ligeså privilegeret overklasse tilegenet sig umådelig rigdom.

Trods massiv politisk retorik om økonomisk lighed i alle hjemmestyreårene er der næsten ingen udjævning sket. En SIK-familie har så lav en indkomst, at det forekommer ufatteligt, at den kan overleve. Folkepensionisterne hånes og spises af med pebernødder. Det sociale system er forlængst brudt sammen, og klagesagerne hober sig op. Mange børn fødes til et risikofyldt liv i underklassen, mens andre automatisk fødes ind i en tryg tilværelse i overflod.

Det er med andre ord langt fra alle, der har det godt trods stigende materiel velstand. Midt i velstandssamfundet vokser et dårligt behandlet proletariat sig større og større i en slags ingenmandsland. Kulturgoderne kommer stadig fortrinsvis den velbjergede og veluddannede overklasse til gode. Den sociale arv er fortsat en realitet i det moderne velstandssamfund. Stik imod al forventning tyder meget på, at kløften mellem rige og fattige graves dybere og dybere.

Gabet mellem rig og fattig illustrerer behovet for nye forslag til, hvorledes tendenserne kan vendes, så der ikke sker en social og indkomstmæssig polarisering i samfundet. Disse forslag må indtænkes i den langsigtede økonomiske politik, som landsstyremedlem for finanser og udenrigsanliggender Josef Motzfeldt er talsmand for.

Forslagene kan tillige indgå i den folkelige værdidebat, som Sermitsiaq har agiteret for. Det er ikke nok at tale om selvstyre og selvstændighed. Vi må beslutte os for, hvilket samfund vi vil have, når det store mål bliver en realitet.