rådgivning
Veloverstået rådgivning på kysten
Holdet ombord på Kisaq har på 11 dage rådgivet og vejledt flere hundrede mennesker på vestkysten
De fire myndigheder fra Atuisoq, Retshjælpen IKIU, Styrelsen for Råd og Nævn, Center for Arbejdsskader og Ankecenteret er yderst tilfredse med turen til byer og bygder i Maniitsoq og Sisimiut, samt i Diskobugten på det gode skib Kisaq. Det fremgår af en pressemeddelelse fra deltagerne.
- Borgere i alle egne har vist stor interesse for vor kampagne. De har været taknemmelige for, at vi er gået i dialog med dem og vejledt dem i mange forskellige sager, fortæller Johannes Kardel fra Center for Arbejdsskader i Nuuk i følge pressemeddelelsen.
Eksperterne har under turen samarbejdet flittigt på tværs af ekspertiser for at give den bedst mulige hjælp og rådgivning.
- Borgerne har følt sig godt behandlet, da vi som myndigheder også har trukket på hinandens kompetencer og dermed givet hurtig og konkret rådgivning på stedet, fortsætter Johannes Kardel .
Kisaq og de fire myndigheder har på 11 dage besøgt 19 byer og bygder og forventes tilbage i Nuuk i dag lørdag d. 21 september, fremgår det af pressemeddelelsen.