Forældreansvar
Velfungerende Nuuk-forældre svigter også
Myndighederne sørger for at børnene bliver puttet.
Tidligere på ugen var der heftig debat om det tilbud om ekstraordinær børnepasning, som myndighederne tilbyder hjem i Tasiilaq på lønningsdag.
Men nu viser det sig, at også forældre i Nuuk skal have hjælp til at håndtere deres forældreansvar.
De seneste par uger har Kommuneqarfik Sermersooq nemlig rettet indsatsen mod forældre i Nuuk, der ikke sørger for, at børnene kommer hjem i seng i ordentlig tid om aftenen.
Strategien har været at udvide åbningstiden på værestedet NUIK, Nuuk Ungdom I Fremdrift, til klokken et om natten og samtidig at sende en ungekoordinator ud i gaderne i samme tidsrum, for at opsøge børn og unge.
- Det har været en succes, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
De oplyser desuden at der kommer omkring 70 børn i NUIF og at langt de fleste er fra normalt fungerende hjem.
Da det er forældrenes ansvar, at børn får en god nattesøvn, så de er skoleklar om morgenen, kører myndighederne nogle af børnene hjem ved sengetid og irettesætter forældrene.
- Vi er meget opmærksomme på, at børnene skal i hjem i ordentlig tid, da dette også må være i forældrenes interesse. Faktisk ringer vi til forældrene, og beder dem om at hente deres børn, når sengetiden nærmer sig. Hvis de ikke bliver hentet, kører vores medarbejdere dem hjem og får samtidig en snak med forældrene om sengetider og faste hjemmetider, så de tager ansvar for, at deres børn ikke render rundt langt ud på natten. Vi italesætter også over for forældrene, at søvn og faste rammer er vigtigt for børnenes skolegang, fremfører direktør for Forvaltningen for Børn, familie og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq, Helene Berthelsen.
Den ekstraordinære indsats mod natte-børn i Nuuk betyder, at personalet de seneste par uger har fået kontakt til tre udsatte børn, som kommunen ikke tidligere har haft kontakt med.
- De børn bliver der nu taget hånd om i det sociale system, fremgår det af pressemeddelelsen.