Varmeste somre i 600 år
Temperaturen på den nordlige halvkugle er på himmelflugt - har ikke været varmere i 600 år
Temperaturen mellem ækvator og nordpolen er rødglødende. Somrene på den nordlige halvkugle er de varmeste i 600 år.
Det dokumenterer en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Forskerne fra Harvard University er kommet frem til resultatet ved at undersøge årringe i træer, aflejringer på søbund, iskerneboringer og på almindelige temperaturmålinger tilbage i tiden.
Optegnelserne viser, at de ekstreme målinger 'er uden fortilfælde i de seneste 600 år'.
- Sommertemperaturen i 2005, 2007, 2010 og 2011 var højere end alle tidligere somre helt tilbage til 1400, står der i rapporten.
- Sommeren i 2010 var den varmeste i 600 år i det vestlige Rusland og sandsynligvis også i det vestlige Grønland og den canadiske del af Arktis.
De senere år er temperaturen på global plan steget for hvert år.
Således kunne den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, tilbage i januar i år påvise, at 2012 var det varmeste år nogensinde i USA.
Det Europæiske Miljøagentur (EEA) har tidligere advarer om, at de omfattende klimaforandringer vil få den gennemsnitlige temperatur i Europa til at stige med op til fire grader over de kommende år.
- Klimaændringerne mærkes i hele verden, og omfanget og hastigheden af ændringerne bliver mere og mere tydelige, har EEA's administrerende direktør, Jacqueline McGlade, tidligere udtalt.