Varme hænder i det kolde nord

Ildsjælen Ann Andreasen – gennem 22 år leder af børnehjemmet i Uummannaq - fylder 50 år.

Ann Andreasen formår at gøre en forskel. Foto: Jean Michel Huctin.

Når man tænker på den baggrund, som mange børn har med i bagagen, når de ankommer til Uummannaq Børnehjem, er det helt utroligt, hvor godt det går med dem bagefter. Måske kommer de ikke på universitet, men de får et liv, der er værd at leve. Det er ildsjælene, der gør forskellen.

Sådan siger Maliina Abelsen, formand for Sociale Anliggender i naalakkersuisut, til fagbladet Socialpædagogen, der i sit nye nummer sætter fokus på den grønlandske socialpolitik. I magasinet fremhæves Børnehjemmet i Uummannaq som en af de børneinstitutioner, der bl.a. med sæljagter, hundeslædeekspeditioner, dannelsesrejser, musik, kunst og foto formår at tilføre børnehjemsbørnene et liv, der ellers er så vanskeligt at få på ret køl.

Det pædagogiske arbejde på børnehjemmet foregår under ledelse af Ann Andreasen og en fasttømret stab af medarbejdere, der mere betragter arbejdet som en livsstil end et 8-16-job. Ann Andreasen – der på søndag fylder 50 år og gennem 22 år har ledet Grønlands nordligste børnehjem - er ikke kendt i den store offentlighed. Hun er ikke typen, der stiller sig selv til skue. Men i socialpædagogiske kredse er der både i ind- og udland opmærksomhed omkring hendes og børnehjemmets bemærkelsesværdige arbejde og resultater. I september sidste år modtog Ann Andreasen Gerda-prisen fra Menighedernes Daginstitutioner, som repræsenterer 200 daginstitutioner. Her sagde generalsekretæren i paraplyorganisationen, Charlotte Biil, blandt andet:

Ann Andreasen har hjerte for svage børn og møder dem med omsorg, kærlighed og kreativitet. Hendes arbejde er enestående i en tid, hvor børn i stigende grad betragtes som brikker i et produktionsapparat. Og hendes arbejde sker i dyb respekt for Grønlands kulturelle arv, som hun ser som værdigfuld i børnenes identitetsuddannelse.

Børnehjemmet i Uummannaq er nomineret til 25 ansatte og 27 børn, men huser øjeblikket 35 børn og unge i alderen tre til 31 år. Der er reception på børnehjemmet søndag fra kl. 14-17.

Powered by Labrador CMS