valg

Valgmøde om bedre borgerinddragelse

KNAPK, ICC Greenland, Transparency International og WWF Verdensnaturfonden inviterer til valgmøde i Katuaq i morgen onsdag

Arkivfoto fra Inatsisartut-valget i 2013
Offentliggjort

Hvordan bliver borgerinddragelsen bedre? Og hvilke tiltag vil politikernes konkret tage for at sikre, at udviklingen i Grønland sker med folkelig opbakning? Hvad vil politikerne gøre for at sikre, at borgerne bliver en del af beslutningsprocesserne på et tidligt tidspunkt?

Det er blandt temaerne på et valgmøde i kulturhuset Katuaq i Nuuk i morgen onsdag klokken 19 - 22 arrangeret af NGO-koalitionen for bedre borgerinddragelse.

Koalitionen, som består af KNAPK, ICC Greenland, Transparency International og WWF Verdensnaturfond, har inviteret 1-2 repræsentanter fra hvert parti, så befolkningen kan høre, hvad de enkelte partier vil gøre for at sikre, at borgerne vil blive bedre inddraget i beslutningsprocesserne på råstofområdet.

NGO-erne vil sikre borgernes rettigheder
NGO-koalitionen arbejder for bedre borgerinddragelse for at sikre opbakning til de forskellige råstofprojekter og for at sikre, at der tages højde for borgernes indvendinger mod projekterne.

Det kan blandt andet være for at sikre, at den traditionelle brug af områderne, hvor minedrift eller olieefterforskning vil finde sted, kan fortsætte og for at sikre, at natur og miljø ikke lider skade eller at råstofudvindingen ikke går ud over fiskeri og fangst.

Ordstyrere til vælgermødet er journalisterne Irene Jeppson og Jakob Strøm.

Mødet tolkes simultant, oplyser NGO-koalitionen.

Powered by Labrador CMS