Vaccine klar i det nye år
To vacciner mod covid-19 er på vej til at blive godkendt af det europæiske medicinalagentur. Det betyder gratis vacciner til borgere i både Danmark, Grønland og Færøerne i det nye år.
Alle indbyggere i Danmark, Grønland og Færøerne vil få tilbudt gratis vaccine mod covid–19 måske allerede fra januar. Det oplyste den danske sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i slutningen af november.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Hvor mange vacciner, der kommer til Grønland, og hvem der står forrest i køen til en vaccine, er dog endnu ikke besluttet, fortæller landslæge Henrik L. Hansen:
– Strategien er ikke færdig endnu. Når vi har det endelige udkast færdigt, vil det blive forelagt Strategisk Corona Stab og efterfølgende Naalakkersuisut. Vi indsamler informationer og har haft møde med Den Danske Sundhedsstyrelse om de særlige forhold og udfordringer, der er i Grønland. Når der foreligger konkrete oplysninger vil vi udmelde dem, siger Henrik L. Hansen.
Grønland prioriteres
I Danmark er det de ældre, de kronisk syge og de ansatte i sundheds- og ældreplejen, der først vil blive tilbudt en vaccine. På nuværende tidspunkt er medicinalvirksomhederne Pfizer/Biontech og Moderna længst fremme i Europa. Deres ansøgninger skal behandles af det europæiske medicinalagentur (EMA) i slutningen af december.
At en vaccine mod covid-19 nu er på vej, er godt nyt, siger overlæge i infektionsepidemiologi og forebyggelse, Anders Koch, der deler sin tid mellem Statens Serum Institut, Rigshospitalet og Grønlands Sundhedsvæsen.
Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her: