Utidssvarende lovgivning giver inkasso sagsbunker i retten
Retten i Grønland kan ikke afvise inkassosager, selvom det er et forkert beløb, som borgerne bliver opkrævet. Det betyder, at flere borgere betaler for meget til kreditorerne.
Fra 1. oktober 2021 til i dag er der anlagt mere end 800 civile sager ved Retten i Grønland.
Langt størstedelen af civile sager handler om at inddrive gæld. Altså de såkaldte inkassosager. De fire største inkassokreditorer i landet har tilsammen anlagt 523 sager i samme periode.
Lovgivningen i Grønland adskiller sig fra lovgivningen i Danmark på den måde, at alle civile retssager skal behandles efter de samme processuelle regler. I Danmark er der separate regler om behandling af inkassosager, nemlig reglerne om betalingspåkrav, som blandt andet giver mulighed for, at retten kan afvise sager, hvis ikke der er grundlag for at kræve det, som sagsøgeren vil have.
I Grønland er det modsatte tilfældet. I Grønland kan retten nemlig ikke efter de gældende regler afvise en sag eller kræve udbedring af en stævning, selv om der kræves for mange eller for høje gebyrer, eller at påstanden ikke stemmer overens med sagens oplysninger og fremlagte bilag.
Flere borgere har betalt for meget
Sagen skal altså sendes til skyldneren ved politiforkyndelse uanset hvad, og det betyder at skyldneren i mange tilfælde betaler, det beløb som virksomheden har sendt afsted, fordi skyldneren regner med, det er rigtigt.
Det betyder så, at retten i de tilfælde ikke får lejlighed til at tage stilling til -og eventuelt nedsætte kravene.
I flere tilfælde viser det sig dog, at der er fejl i hovedstol, rentetilskrivning eller gebyrer.
Senest har landsretten afgjort en række ankesager, hvor Nukissiorfiit har stævnet borgere for ulovligt høje gebyrer. Disse sager kunne være undgået, hvis lovgivning her i landet var tilsvarende den danske. I så fald havde retten i Grønland afvist sagerne, fordi beregningsgrundlaget på sagerne var ukorrekt.
Nukissiorfiit er ved at gennemgå sager fra de sidste fem år for at finde personer, der har betalt for meget i sådanne sager.
Opdateret lovgivning vil frigive mange ressourcer
Jakob Julskjær, som er dommer ved Retten i Grønland, forklarer, at indførsel af reglerne om betalingspåkrav vil gøre behandlingen af sagerne lettere for alle parter.
- Det vil blive lettere for dem, der anlægger sagerne som anlægges ved brug af en blanket, og uden at bilag skal medsendes. Borgerne vil slippe for at skulle forholde sig til noget, der er forkert og i værste fald at betale for meget. Det vil også i høj grad lette sagsbehandlingen for retten, så vi kunne bruge ressourcerne mere fornuftigt på at servicere borgerne.
Lovgivningen på justitsområdet er fortsat et dansk anliggende, men en ændring på området vil kræve, at de grønlandske politikere rækker ud til den danske regering for at få opdateret reglerne på området.