Uran-rapport på trapperne

Konsekvenserne af udvinding og eksport af uran skal kortlægges inden sommerferien, oplyser udenrigsminister Villy Søvndal, SF

En rapport om konsekvenserne af udvinding af uran ventes inden sommerferien, siger udenrigsminister Villy Søvndal. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Naalakkersuisuts koalitionsaftale om ophævelse af nultolerance over for uran som biprodukt ved mineraludvinding har sat gang i en række undersøgelser i Danmark.

Det fremgik af et svar fra udenrigsminister Villy Søvndal, SF, under onsdagens spørgetime i Folketinget.

- Der er igangsat et fælles udredningsarbejde om konsekvenserne af en ophævelse af nultolerancepolitikken og muligheden for udvinding og eksport af uran og andre radioaktive stoffer, sagde udenrigsministeren.

- Den nedsatte arbejdsgruppe skal blandt andet belyse den udenrigs- og sikkerhedspolitiske dimension, behovet for kontrolforanstaltninger samt forelægge internationale forpligtelser og krav samt lovgivning på området. En første rapport forventes inden sommer, sagde Villy Søvndal.

Grønlandsk-dansk samarbejde
Der arbejdes mod et tæt samarbejde mellem Grønland og Danmark i spørgsmålet om udvinding af uran, oplyste udenrigsministeren.

- På nuværende tidspunkt er der således fortsat en udredning i gang, der skal sikre det bedst mulige grundlag for en stillingtagen til spørgsmålet om en eventuel udvinding og eksport af uran og andre radioaktive stoffer. Både i forbindelse hermed og fremadrettet er det nødvendigt, at Grønland og Danmark samarbejder tæt for blandt andet at sikre fuld overensstemmelse med rigets generelle udenrigs- og sikkerhedspolitik. Folketinget vil selvsagt blive holdt løbende orienteret, sagde udenrigsministeren fra Folketingets talerstol.

Det er Venstres Gitte Lille Lund og Ellen Trane Nørby, som har hevet udenrigsminister Villy Søvndal til Folketingssalen med krav om redegørelse af Danmarks officielle holdning til udvinding af uran.

Powered by Labrador CMS