Uran-demonstration i bidende kulde

75-80 voksne og et par håndfulde børn trodsede den bidende kulde og gik på gaden i Narsaq for at vise deres modstand mod en eventuel fremtidig minedrift på Kvanefjeldet

Demonstrationen gik gennem gaderne i Narsaq.
Offentliggjort

Demonstrationen startede ved mineselskabets hal og bevægede sig derefter gennem byen til selskabets kontorbygning.

Efterfølgende fortsatte demonstrationen til plænen foran kommunekontoret hvor flere af deltagere holdt tale.

Flere af demonstranterne gav udtryk for at de var trætte af, at minetilhængere ved flere lejligheder har givet udtryk for, at der kun er enkelte fanatiske kvanefjelds modstandere i byen.

Med demonstrationen ville de vise, at der er en folkebevægelse i Narsaq og absolut ikke bare et par enkelte individer.

Gerne minedrift

Demonstranterne sagde også at de ikke ønsker at stoppe udviklingen, men ønsker det bedste for området, gerne med minedrift, blot disse miner ikke forurener med giftstoffer og radioaktiv stråling.

En af demonstranterne, fru Bodil K. Mikaelsen, giver udtryk for sine meninger på plænen foran kommunekontoret.

- Vi ønsker dette for vores børns og deres efterkommeres skyld, lød det.

Befolkningen er også i tvivl om, hvad der skal ske i fremtiden, de mangler informationer og kender ikke konsekvenserne, og mener at dette er med til at bremse udviklingen i byen.

Efter demonstrationen blev der budt på kaffe og kage i forsamlingshuset.

Powered by Labrador CMS