Ups: Beslutningsforslag var vedtaget

Det er åbenbart svært for visse politikere at holde styr på, hvad der er vedtaget ved lov, og hvad der ikke er. Det fremgår af et svarnotat i forbindelse med efterårssamlingen i Inatsisartut.

Offentliggjort

Peter Olsen fra Inuit Ataqatigiit mener, at solhvervsdagen den 21. december bør være en officiel mærkedag og har fået et beslutningsforslag sat på den omfattende Inatsisartut-dagsorden.

Dagen er dog allerede en officiel mærkedag i Grønland, lyder det fra Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Kirke og Udenrigsanliggender Ane Lone Bagger i et svarnotat.

Hurtig ekspeditionstid

Dermed ser forslaget ud til at kunne blive ekspederet på rekordtid i Inatsisartut.

Ane Lone Bagger oplyser, at dagen i øvrigt er med som flagdag.

- I begrundelserne til forslaget nævner forslagsstiller, at solhvervsdagen skal markeres i alle kalendere. Det skal oplyses, at der normalt ikke er bestemmelser om, hvad der skal markeres i kalenderne, og at det er et kontraktligt forhold at bestemme, hvad der skal stå i kalenderne. Som eksempel kan det nævnes, at der ikke er nogen lovgivning med krav om, at julen skal markeres i kalenderne, står der i svarnotatet.

Arrangører, der ønsker at markere dagen, kan søge om projekttilskud fra tipsmidlerne, oplyses det og svarnotatet afsluttes med at Naalakkersuisut ønsker beslutningsforslaget forkastet.

En anden mærkedag

I næsten samme boldgade har Mimi Karlsen fra Inuit Ataqatigiit stillet forslag om at pålægge Naalakkersuisut at indføre en taksigelsesdag for naturen.

Mimi Karlsen har tilsyneladende gjort sit hjemmearbejde. Der er nemlig ingen officiel mærkedag over dette emne, fremgår det af et andet svarnotat fra Ane Lone Bagger.

- Der er i dag utallige internationale mærkedage, og Naalakkersuisut mener, at det er frit for borgere og institutioner at benytte disse og lave arrangementer, skriver Ane Lone Bagger i svarnotatet og uddyber:

Naalakkersuisut imod

- Der er mange andre internationale mærkedage, som ikke nødvendigvis er indført som officielle mærkedage, men som fejres hvert år, såsom børnenes dag, bøgernes dag osv., som oftest tages op på frivilligt initiativ, lyder det og hvor man igen henviser til tipsmidlerne, hvis nogen ønsker at gøre noget særligt ud af en dag.

Naalakkersuisut oplyser slutteligt i svarnotatet, at man vil forkaste forslaget om en taksigelsesdag for naturen.

Powered by Labrador CMS