Unge svigter gudstjeneste og kaffemik
Palmesøndags grønlandske gudstjeneste og den efterfølgende kaffemik på rådhuset i Aarhus samler færre og færre deltagere
Interessen for Palmesøndags grønlandske gudstjeneste i Vor Frue Kirke og den efterfølgende kaffemik er dalende, må arrangørenerne konstatere, efter at arrangementet søndag blev gennemført for 57. gang.
Gudstjenesten samlede omkring 60 grønlandske kirkegængere og ved kaffemikken, der har Aarhus Kommune som vært, blev det til 80 deltagere. Tidligere har begivenheden samlet op mod 400 deltagere.
- Det er desværre en tendens, der har stået på i en årrække. I år er vi dog tilfredse med, at der er lige så mange deltagere som sidste år, siger Anette Jacobsen, borgmestersekretariatet i Aarhus Kommune, der
står for kaffemikken i den store rådhushal.
- Det er især de unge, vi savner. Forklaringen er nok, at ungdommen i dag generelt ikke er så interesseret i foreningsarbejde som før, mener hun.
Mangler generationsskifte
Det er Dorthe Joelsen, formand for den grønlandske forening i Aarhus, Qajaq, enig i:
- Vi mangler et generationsskifte i foreningen, hvor medlemmerne gennemsnitligt bliver ældre og ældre. Det er ikke noget, vi er alene om, for vi hører det samme fra andre foreninger.
- Det er en stor udfordring, som vi bliver nødt til at tage alvorligt og samarbejde om, mener Qajaq-formanden, der på grønlændernes vegne takkede Aarhus Kommune for støtte både til foreningsarbejdet og
Det Grønlandske Hus i Aarhus.
Tak til grønlænderne
Aarhus-borgmesteren Jacob Bundsgaard (S) var forhindret i at deltage i kaffemikken på grund af ferie. Han havde i stedet sendt Hüseyin Arac, der er formand for venskabskomiteen mellem Qaqortoq og Aarhus.
Hüseyin Arac lod sig ikke mærke med det ringe fremmøde, men glædede sig over at være vært og ser arrangementet som en bekræftelse af det gode forhold mellem Grønland og Aarhus.
Han talte om mangfoldighed i den jyske hovedstad med 345.000 indbyggere:
Aarhus skal være en god by for alle – uanset alder, køn, etnicitet, religiøs eller politisk overbevisning. Vi deler de samme grundvilkår på vores livsrejse – fødsel, frygt, håb, død, kærlighed. Aarhus er en by, hvor vi tror på mangfoldighed, sagde politikeren, der takkede grønlænderne for at være med til at gøre Aarhus til en mangfoldig og spændende by.