Qaqortoq
Unge røvere stadig på fri fod
Politiet i Qaqortoq mangler spor i efterforskning af et røveri mod en 65-årig beruset mand
To unge mænd, der natten til lørdag begik røveri mod en 65-årig mand i Qaqortoq, er stadig på fri fod. De er mistænkt for at have stjålet mellem 2.700 og 3.000 kroner, som den 65-årige havde i sin pung.
Læs: Ældre mand udsat for røveri i Qaqortoq
Den 65-årige mand var på vej hjem fra et værtshus natten til lørdag i tidsrummet mellem klokken 03.00 og 04.00, da han blev udsat for røveri. Politiet i Qaqortoq udsendte pressemeddelelse om røveriet tirsdag eftermiddag, hvor informationer om gerningsmændene blev bragt her på hjemmesiden.
- Men vi har desværre ikke fået nogen henvendelse fra folk, fortæller politiassistent hos politiet i Qaqortoq Sîvalêraq Terkilsen til Sermitsiaq.AG.
Mistænktes identitet
De to unge mænd fulgte den 65-årige fra Augo Lynges Vej til Nakkartarfik. Den ene unge mand gik forrest, mens den anden gik bagved, da de gik op ad trappen. Den forreste vendte sig om og begyndte at rode i den 65-åriges lommer og tog mandens pung. De to gerningsmænd forlod manden umiddelbart efter.
Den ene mistænkte beskrives som grønlandsk mand, cirka 18-20 år, cirka 180 cm høj og spinkel af bygning.
Den anden mistænkte beskrives som grønlandsk mand, cirka 18-20 år, cirka 175 cm høj, lettere kraftig af bygning og iført hvid jakke.
Politiet i Qaqortoq vil meget gerne i kontakt med personer, der har set noget eller har kendskab til de unges mænds identitet.
Politiet i Qaqortoq har telefonnummer 70 11 22.