Undgå tyveri - tag værdigenstande med hjem

I perioder er der problemer med tyveri fra både, siger stationslederen hos politiet i Ilulissat.

Offentliggjort

Sejlsæsonen er en dejlig tid for mange mennesker. Sæsonen er kort og skal derfor nydes i fulde drag.

Men! Vær på vagt, hvis du ikke vil have ferien spoleret af sæson-tyve.

Det er stationsleder Janus Eigaard, Ilulissat, som giver det gode råd. Han oplyser, at politiet får de fleste tyverianmeldelser om sommeren.

- Tyverierne fra bådene begynder, når sejlsæsonen starter. Det er alt lige fra sodavand, rifler, indmad af motor, hellefiske-spil til benzin, der bliver stjålet fra bådene. Altså alt fra »bagatelafdelingen« til dyre ting.

Nogle af sagerne bliver ikke opklaret, mens andre bliver - typisk hvis politiet får et tip om, hvem gerningsmanden er.

Fjern værdierne
- Hvad kan man gøre for at undgå tyvene?

- Tag dine værdigenstande med hjem. Der er mange, der efterlader deres rifler i bådene, men det er en dårlig ide. Hvis man ikke har værdigenstande liggende i båden, så bliver de jo heller ikke stjålet.

- Nogle bådeforeninger på Kysten, eksempelvis Maniitsoq, har indhegnet bådebroerne. Man kan kun komme ind til broerne ved at låse døren op, og det gør betingelserne sværere for tyvene. Det er en god måde at forebygge tyveri på, siger Janus Eigaard.

- Her i Ilulissat er der ikke indhegninger og om vinteren, når isen fryser til, kan man faktisk gå hen til bådene og undersøge, hvad der er i dem.

Janus Eigaard siger, at gensidig respekt er en måde at hjælpe hinanden på.

- Befolkningen må hjælpe hinanden. Hvis man ser en fremmed person gå rundt på naboens båd, skal man bede personen om at forsvinde, siger Janus Eigaard.

Powered by Labrador CMS