DYRLÆGESTUDERENDE
Undersøger mulighed for dyreklinikker i slædehundedistrikter
To dyrlægestuderende har taget initiativ til et specialeprojekt med det formål at undersøge muligheden for at etablere dyreklinikker i Grønlands slædehundedistrikter.
Ivalu Mortensen
Kan det betale sig at åbne en dyrlægeklinik i Nordgrønland? Det vil to dyrelægestuderende have svar på.
Dyrlægestuderende Ivalu Mortensen og Louise Niiranen er i gang med at indsamle data for at forstå lokale behov for en dyrlæge.
- Vi vil finde ud af, hvor i Nordgrønland det vil være bedst at have en dyrlægeklinik, siger Ivalu Mortensen til Sermitsiaqs netavis og fortsætter:
- Lige nu er vi i gang med en online spørgeskema, hvor vi spørger hundeslædeejere, hvor meget de er villige til at betale for at få deres hunde tilset af en dyrlæge.
Der er allerede dyrlæge i Nuuk, men der er ingen dyrlæger i resten af landet. Ivalu Mortensen har derfor interesse i at åbne en dyrlægeklinik i Nordgrønland.
Vil være synlige i Nordgrønland
De to studerende planlægger at besøge flere byer i Nordgrønland i løbet af deres undersøgelsesperiode. Under deres besøg vil de gennemføre interviews med lokale hundeslædeejere for at få indblik i behovene og udfordringerne ved at pleje og behandle slædehunde.
- Vi vil gerne få mere uddybende informationer om deres behov for en dyrelæge, derfor skal vi rejse til Nordgrønland for at snakke med hundeslædeejere. Bagefter skal vi analysere de indsamlede data, vi har fået at vide fra spørgeskema og besøg i byerne.
Deres rejseplan inkluderer stop i Uummannaq fra den 30. april til den 12. maj, efterfulgt af besøg i Ilulissat fra den 13. til den 15. maj og endelig Sisimiut fra den 16. til den 24. maj.
Ivalu Mortensen oplyser, at de skal aflevere deres speciale i augustmåneden.