Umenneskelig behandling af indsatte i Herstedvester
Bistandsværgerne vil nu klage til justitsministeren over at reglerne ikke overholdes

”Vi oplever som bistandsværger, at det kan være meget svært overhoved at få fastsat et retsmøde”, siger bistandsværgerne i en fælles udtalelse. 24 bistandsværger har netop været forsamlet på Brogården ved Middelfart, hvorfra de søndag udsendte en fælles erklæring. Kontaktpersonerne på erklæringen er Gunnar Clausen og Bjarne Nederby Jessen.
”Det grønlandske retssystem fungerer for dårligt. Berammelse af retsmøder og besvarelser af henvendelser kan tage uger, ja ind i mellem måneder. Imens venter den anbragte i uvished, mens vi som bistandsværger fortvivlet ser på. Hvorfor følger systemet ikke egne vejledninger og hensigtserklæringer?” spørger bistandsværgerne i deres fælles udtalelse.
Og det er netop spørgsmålet om, at reglerne ikke overholdes, som bistandsværgerne vil rejse over for justitsminister Lars Barfoed.
De indsatte er anbragt på ubestemt tid, men de har ret til regelmæssigt at få prøvet den dom, der har bestemt, at de tidsubestemt skal anbringes i Danmark.
– Men reglerne overholdes ikke, og ofte får de indsatte lov til at vente i månedsvis på at få deres dom prøvet. Det er en umenneskelig belastning, de udsættes for, siger en af bistandsværgerne Gunnar Clausen, som har bedt om et møde med justitsministeren om sagen.
– Jeg har selv oplevet, at en tilbageholdt i begyndelsen af året skulle have sin sag prøvet. Det viste sig imidlertid, at anklagemyndigheden sad med den forkerte sag og retsmødet blev afbrudt. Sagen skulle være genoptaget i juli og i september men blev udsat hver gang, og først her for to uger siden blev mødet holdt efter ti måneders venten. Retten gav medhold i, at der skulle ske en foranstaltningsændring ved anbringelse andet sted end Herstedvester, en afgørelse anklageren ankede. Nu er så spørgsmålet, hvor længe den indsatte skal afvente på en afgørelse, der er anket videre i det grønlandske retssystemet, fortæller Gunnar Clausen.
– Det er en kolossal belastning for den indsatte at gå og vente på afgørelsen, siger han. Desuden virker den konstante udsættelse som en ekstra straf. Når de indsat har ret til at få prøvet sin tilbageholdelse hvert tredje år, er det uretfærdigt, at han skal gå og vente ti måneder ekstra uden at vide noget, siger han.
Bistandsværgerne kritiserer også selve den måde, retsmøderne holdes på. Det er en videokonference med den tilbageholdte, advokat og bistandsvægen i Danmark. Politimanden f.eks. i Tasiilaq og dommer og domsmænd i Nuuk.
– Det er ikke en ordentlig mødeform, og det er bestemt ikke optimalt for den tilbageholdte. Vi oplever, at videokonferencen bliver afbrudt midt i det hele og skal genoptages. Det kan ske midt i en vigtig forklaring for den tilbageholdte, siger Gunnar Clausen.
– Vi mener, at der skal strammes op i systemet for at sikre de indsattes rettigheder, understreger han.
I følge fællesudtalelsen fremgår det:
”Grønland er stadig en del af Rigsfællesskabet og justitsvæsnet er stadig dansk ansvarsområde. Netop derfor er det også Danmarks ansvar.
Vi vil som bistandsværger kraftigt opfordre Justitsminister Lars Barfoed (K) til at få bragt orden i eget hus”.