Danmark
Ulveangreb koster får livet hos sønderjysk avler
Ulv har været på spil hos sønderjysk fåreavler, og samtidig meldes flere ulve spottet i Vestjylland
Det er med stor sandsynlighed en ulv, der har snuppet et får til frokost hos en sønderjysk fåreavler.
Det konkluderer Naturstyrelsen Vadehavet.
- Vores vildtkonsulent har på baggrund af en obduktion i felten konkluderet, at der sandsynligvis er tale om et ulveangreb, siger skovrider Bent Rasmussen.
Det var fåreavler Åse Svendsen fra Skærbæk, der torsdag fandt et dødt får i en fold.
Fåret var blevet bidt ihjel, og de andre får i folden havde søgt sammen i et hjørne.
Angrebet kommer, efter at der vinteren over er meldt om flere formodede ulveangreb i Vestjylland.
Ifølge facebooksiden "Her er ulven i Danmark" er antallet af angrebne får oppe på 26, hvoraf 21 er døde.
Om der er en eller flere ulve på spil er uvist. Ifølge Bent Rasmussen kan den samme ulv snildt tilbagelægge 50-60 kilometer på en nat.
Eksperter fra Aarhus Universitet nedjusterede sidste år antallet af ulve, der med sikkerhed har opholdt sig i Danmark, fra 40 til fire.
Antallet af henvendelser om ulve til Naturstyrelsen faldt sidste år på landsplan sammenlignet med året før.
Men ultimo 2016 og begyndelsen af 2017 er der dog sket en stigning i antallet af henvendelser om ulve i Vestjylland.
- For 2016 ser det ud til, at der har været et generelt fald i antallet af henvendelser om ulve.
- Men fra ultimo 2016 har vi registreret en stigning i antallet af henvendelser fra Vestjylland, siger miljøplanlægger Lasse Jensen, Miljøstyrelsen.
Ofte forveksles ulveangreb med angreb fra hund, ræv, grævling eller lignende.
Normal praksis er, at den lokale ulvekonsulent fra Naturstyrelsen rykker ud og besigtiger dyret, der er blevet angrebet.
Bidmønster, størrelse på tandsæt og andre observationer er med til at give et billede af, om der er tale om et ulveangreb.
Der tages også DNA-prøver i nogle tilfælde, som så sendes til nærmere undersøgelse med henblik på at få be- eller afkræftet, om der er tale om en ulv.
Er der tale om ulv, så udløser angrebet erstatning til ejeren af dyret.
/ritzau/